Pigerne vinder kredsfinalen

Pigerne på skolefodboldholdet vinder kredsfinalen efter en flot og intens indsats!

Drejebogen til kredsfinalen mellem Københavns Skole & Idrætsakademi og Nørre Fælled Skole kunne ikke være skrevet meget bedre. Det blev på alle måder en intens og spændende fight mellem to hold, der stod godt til hinanden, og det afgørende mål blev først scoret i de sidste 10 minutter af kampen.

Onsdag den 29. november 2017 kæmpede Københavns Skole & Idrætsakademi og Nørre Fælled Skole om at blive det bedste skolehold i Hovedstaden i Ekstra Bladets landsdækkende fodboldturnering. Begge skoler havde på deres vej til den afgørende dyst om København været suveræne og vundet alle deres kampe komfortabelt. Derfor var der også lagt op til en intens dyst, hvor spillerne for første gang i turneringen blev rigtigt udfordret.

Fra kampens start var det tydeligt at mærke koncentrationen, der lyste ud af spillerne.

Fem minutter efter at dommeren havde fløjtet kampen i gang, lykkedes det Mille fra Københavns Skole & Idrætsakademi at score det første mål. Cirka 12 minutter efter det første mål blev scoret kom Nørre Fælled Skole med et modsvar. En lang bold frem i banen, slået fra midterlinjen, blev opsnappet Nørre Fælleds angriber, der med et fikst træk snoede hun sig udenom Rossi på målet, og så stod det 1-1.

Cirka fem minutter efter udligningen præsenterede Nørre Fælled igen Kbh. Akademiet for den samme strategi. En lang bold frem i banen slået fra midterlinjen, blev igen effektivt opfanget af Nørre Fælleds lynhurtige angriber, der sendte bolden i netmaskerne til 1-2. Det resultat holdt dog ikke længe. Københavns Skole & Idrætsakademi havde set, hvordan Nørre Fælled havde scoret deres to mål. Med en lang bold fra egen banehalvdel blev Anna sendt af sted med to modstandere omkring sig. Hurtigt og effektivt vristede hun sig fri og med en sikker inderside sendte hun bolden i mål til 2-2, der var resultatet frem til halvleg.

Anden halvleg var næsten lige sparket i gang, da Nørre Fælled fortsatte deres strategi med lange bolde frem i banen. Bolden endte på baglinjen og efter et par gode driblinger blev den sendt på tværs i feltet, hvor den effektivt blev sparket i kassen til 2-3.

Mille i kamp om bolden

Mille i kamp om bolden

Københavns Skole & Idrætsakademi fortsatte dog med at vise karakterstyrke. Efter et hjørnespark havnede bolden hos Rebecca, der, med en flot afdribling af en Nørre Fælled-forsvar på baglinjen, sikkert sparkede bolden i mål til 3-3.

Der var der mange, der troede, at nu kunne der næsten ikke komme flere mål, men spændingskurven fortsatte med at stige. Efter en god fight på Nørre Fælleds banehalvdel blev der frispark til Københavns Skole & Idrætsakademi. Fra en afstand på 30 meter sparkede Chanice hen over målmanden og ind i de blafrende netmasker til 4-3. Super flot mål!

Nørre Fælled Skole fortsatte også med at vise karakterstyrke. På et udspark fra Københavns Skole & Idrætsakademis målmand opfangede Nørre Fælled bolden. Efter en kort kamp om den runde kugle foran Kbh. Akademiets straffesparksfelt, spillede Nørre Fælled bolden lidt bagud til en af deres dygtige spillere, der viste sit gode overblik med et velplaceret loop over Kbh. Akademiets målmand og fik scoret til 4-4. Spændingen i kampen var på det tidspunkt på sit højeste.

Efter kampen havde bølget frem og tilbage med gode muligheder til begge hold til at komme foran, blev der 8 minutter før tid hjørnespark til Kbh. Akademiet. I første omgang afværgede Nørre Fælled indlægget fra hjørneflaget og fik bolden sparket væk fra deres målfelt, men den blev opfanget af Kbh. Akademiet, der spillede bolden i siden og derefter ind over til Mille, der headede videre til Rebecca, der igen usvigeligt sikkert sparkede bolden i mål til 5-4, kampens endelig resultat.

Det var en flot indsats af begge hold. Til tilskuernes store begejstring formåede spillerne at holde dampen og spændingen oppe igennem hele kampen. Pigerne fra Københavns Skole & Idrætsakademi går nu videre til det endelige slutspil om Sjælland, og det kan måske være, at der i horisonten venter finale.

Med til historien hører, at pigerne gjorde, hvad drengene ikke formåede. Drengene tabte i oktober måned med 3-5 til Nørre Fælled Skole efter forlænget spilletid og straffespark.

Akademitræner på Københavns Skole & Idrætsakademi Henrik Jensen, der er en af de fodboldspillere i Danmark, der har vundet flest danmarksmesterskaber i fodbold, og som selv har vundet Ekstra Bladets fodboldturnering, kunne efter kampen fortælle, at pigernes fokus og koncentration hænger sammen med den træning, de får på Københavns Skole & Idrætsakademi.

Henrik Jensen:

Henrik Jensen: Vi arbejder med pigernes tekniske og fysiske sider

“Det at pigerne kunne holde fokus igennem hele kampen, handler selvfølgelig om den måde, vi træner på. Vi arbejder meget med deres tekniske og fysiske sider. Mange af de spillere, der i dag var med på skoleholdet, er jeg sikker på, at vi får at se på det danske landshold”, udtalte Henrik Jensen med et stolt smil på læben. Til spørgsmålet om hvordan Henrik tror, det vil gå i de kommende kampe i Ekstra Bladets skolefodboldturnering, ville han helst ikke sige noget om.

“De hold, der spiller med nu, er alle sammen super dygtige, og pigerne på de forskellige hold, spiller alle sammen fodbold i deres fritid. Derfor er det svært at sige noget om, hvor langt man kan komme. Det er dog vigtigt at pointere, at pigerne får rigtigt meget ud af at møde hinanden, fordi niveauet på nuværende tidspunkt er så højt, som det er, og derved får de afprøvet deres fodboldevner på en god måde”, fastslog Henrik Jensen.

Efter kampen talte vi med Astrid, der er anfører på skoleholdet.

“Pyha, det var en tæt kamp”, siger hun til os med et stort smil på læben. “Jeg tror virkelig, at alle fik, hvad de kom efter – spillere som tilskuere. Det kunne vist ikke være mere spændende. Nu glæder vi os til at møde de næste hold i turneringen, og så må vi håbe, at vi på det tidspunkt er lige så skarpe, som vi var i dag”, udtalte Astrid, inden hun løb over til de andre piger på holdet for at fejre sejren.

Astrid: En tætspillet kamp

Astrid: En tætspillet kamp

 

Læs mere på Ekstra Bladet om Københavns Skole & Idrætsakademi og de andre hold i skoleturneringen:

Se målene fra kampen her:

 

HIK og Københavns Skole & Idrætsakademi indgår samarbejde

Københavns Skole & Idrætsakademi har indgået et samarbejde med HIK fodbold, som forener skole og idræt på et såvel højt fagligt som sportsligt niveau.

Fra det kommende skoleår vil det være muligt for HIK´s dygtigste fodboldspillere at gå i skole og morgentræne fire gange om ugen – det samme sted.

“At være elev på Københavns skole & idrætsakademi betyder, at man er engageret, flittig, dygtig og motiveret, både fagligt og sportsligt”, siger Københavns skole & idrætsakademis skoleleder, Johnny Wetterstein. “Nøjagtigt de samme kvaliteter, som mange af HIK´s dygtigste fodboldspillerne besidder.

Skoleleder Johnny Wetterstein

Skoleleder Johnny Wetterstein ser frem til et tættere samarbejde med HIK

Hellerup idrætsklub er fra år 1900, men ånden, stilen og lysten til at udvikle talenter er større end nogensinde. Københavns skole & idrætsakademi har ikke nær så mange år på bagen, men er ikke desto mindre en seriøs medspiller til fodbold- og tennisklubber på rekordtid. Her kan den enkelte elev få de bedste rammer for både sin sport og skolegang, undervist og trænet af dygtige faglærere og højtuddannede akademitrænere.

HIK´s talentsportschef Philip Hansen ser frem til at udvikle talenter sammen med Københavns Skole & Idrætsakademi

“Hårdt arbejde slår talent, hvis talentet ikke arbejder hårdt”, siger HIK´s talentsportschef Philip Hansen. “Men har man både talent og arbejder hårdt, som mange af vores dygtige spillere, så er mulighederne enorme ved at gå på en skole som Københavns skole & idrætsakademi.”

Skoleleder Johnny Wetterstein er rigtig glad for, at en så gammel og anerkendt traditionsklub som HIK har valgt at indgå i et tættere samarbejde.

“Det er jeg fordi, vi kan hjælpe hinanden med at gøre det, vi hver især er rigtig gode til, nemlig at udvikle og finpudse sportstalenter samtidig med, at de får en høj faglig undervisning”, siger skoleleder Johnny Wetterstein. “Vi har allerede en del elever, som spiller i HIK. Derfor ved vi, at Københavns skole & idrætsakademi og HIK passer formidabelt sammen. Nu giver vi bare endnu flere HIK-spillere muligheden og chancen for at søge om optagelse på Akademiet.”

Der er nok mange forældre, der vil mene, at det er skolen, som alle sportsglade fodbold- og tennisbørn drømmer om at gå på, hvis de altså er dygtige nok til at komme ind.

Ser man på eleverne, efter en af de fire ugentlige morgentræninger, giver deres røde kinder og store smil svaret i sig selv.

En af akademiets tidligere elever sætter ord på sin skolegang på Akademiet:

“Det har været en fantastisk tid med inspirerende og motiverende skolearbejde og en masse fodbold med dygtige og kvalificerede trænere”, siger William Gulløv, der nu går på i 1.G på Gammel Hellerup Gymnasium. Havde Akademiet haft en 10. klasse, havde mange nok også taget den. Det havde jeg i hvert fald – så fantastisk er skolen!”

Tidligere elev William Gulløv sætter ord på sin tid på skolen

Skolen, der ligger på Gartnerivej 9 på grænsen til Hellerup, har elever fra 0.-9. klasse. Placeringen er tæt på HIK´s klubhus på Bregnegårdsvej, hvilket gør, at HIK´s spillere ikke har langt fra skole til eftermiddagstræningen.

Pigernes første kamp i skolefodbold

Tirsdag den 5. september spillede drengene mod Strandvejsskolen. Den 12. september var det så pigernes tur til at dyste mod Sortedamskolen på Østerbro.

Det blev til en flot præstation, hvor pigerne fra Københavns Skole & Idrætsakademi viste, at akademitræningen og træningen i deres klub har en effektfuld betydning, når det gælder teknik, taktik, samspil og spilforståelse. Københavns Skole & Idrætsakademi vandt 8-0.

Resultatet til trods spillede Sortedamskolen en flot kamp, hvor spillerne kæmpede for hinanden. Både på banen og fra trænerbænken blev der vist positiv attitude, der er så vigtigt i fodbold.

Efter kampen blev fairplay-prisen tildelt Anna, der stod på mål for Sortedamskolen. Kampen igennem havde hun mange fine redninger. Der blev også givet fairplay-pris til Astrid fra Københavns Skole & Idrætsakademi. Jasmin fra Sortedamskolen og Anna fra Københavns Skole & Idrætsakademi modtog hæderen at blive kampens spillere.

Anna, Jasmin, Ida og Astrid blev hædret efter kampen for en god indsats

Anna, Jasmin, Ida og Astrid blev hædret efter kampen for en god indsats

Før, under og efter kampen var der mellem alle spillere god stemning. Flere af pigerne kender hinanden fra de forskellige klubber i Storkøbenhavn, hvor de til dagligt spiller på hold sammen.

Der var god stemning efter kampen

Der var god stemning efter kampen

Første kamp i turneringen i skolefodbold

For første gang i skolens historie skulle Københavns Skole & Idrætsakademis drenge spille med i Ekstra Bladets fodboldturnering. Den første dyst var tirsdag den 5. september mod Strandvejsskolen, der ligger på Østerbro.

Det blev på mange måder en usædvanlig kamp, bl.a. fordi Københavns Skole & Idrætsakademi vandt 30-0; et højt målciffer for en fodboldkamp; men også fordi det blev en kamp, hvor Strandvejsskolen på mange parameter udviste en prisværdig mandfolkeindsats.

Til trods for at Strandvejsskolen hurtigt kom bagud i kampen, begyndte man på intet tidspunkt at skændes eller skyde skylden på hinanden. Tværtimod bakkede spillerne på Strandvejsskolen hinanden op og kæmpede ufortrødent videre, indtil kampen var spillet færdig. Til trods for nederlaget havde målmanden fra Strandvejsskolen flere gode redninger i løbet af kampen, og det var helt fortjent, at han fik kampens “fairplay-pris”.

Kampens spiller blev Txomin Krüger-Johnsen fra Kbh. Akademiet, der kampen igennem viste fint overblik i pasningsspillet, og han kom selv på måltavlen flere gange i løbet af kampen.

Efter slutfløjtet blev der blandt alle kampens spillere givet håndtryk, og der var trods resultatet en god stemning. Derfor skal derfor herfra lyde en stor ros til Strandvejsskolen for deres indsats før, under og efter kampen.

Standvejsskolen og Kbh. Akademiet poserede sammen efter kampen

Standvejsskolen og Kbh. Akademiet poserede sammen efter kampen

Southampton Cup – Magnus turneringens spiller

Det var en stor begivenhed for Magnus, der går i 6. klasse på Københavns Skole & idrætsakademi, da han den 5.-12. august 2017 sammen med sit hold FC Nordsjælland deltog i Southamptons Cup i elitepuljen.

Magnus fortæller, at det engelske ophold var en fantastisk god oplevelse, fordi han blev udfordret spillemæssigt, og fordi kammeratskabet på holdet blev endnu mere sammentømret.

Magnus fortsætter med at fortælle: “Kampene blev spillet på super lækre græsbaner. Det var lidt af et eventyr. I Southampton boede vi på Hilton Hotel, som ligger over den standard, jeg ellers har prøvet, når jeg har været ude og spille turneringer. Maden var super god, og det var en kæmpe overraskelse, da holdet Swansea tjekkede ind på hotellet, inden de skulle møde Southampton i Primer League. Vi alle var en lille smule benovet over, at vi nærmest “sad til bords” med spillere fra en af verdens bedste fodboldturneringer. – Det hele var bare i top!”

FC Nordsjælland spillede fem kampe, som de vandt alle sammen. Magnus sportslige præstation betød, at han blev turneringens spiller for U12.

“I finalen var det sjovt at stå inden på det lille station og få spillet sin nationalmelodi. Det er jo ikke hver dag, det sker”, siger Magnus med et smil på læben.

Magnus fortæller, at han naturligvis er glad for at blive turneringens spiller, men for ham betyder det lige så meget med et godt kammeratskab og et godt sammenhold eller sammen med holdet komme til træningskampen mellem Southampton og Sevilla, som de på turen også fik mulighed for at se. Magnus håber, at holdet også til næste år igen får en tur til England.

 

Dimission for 9. klasse

Torsdag den 29. juni blev der afholdt dimission for 9. klasse og deres forældre, hvor eleverne modtog deres eksamensbevis. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men samtidig er Københavns Skole & Idrætsakademi stolte over, at de har klaret sig godt.

9. klasse og deres forældre har været en stor del af skolen. De fleste var med fra starten, og flere blev skrevet ind som de første elever på skolen for tre år siden.

Fællesspisning og hyggeligt samvær

Fællesspisning og hyggeligt samvær

Til dimissionen kom hver familie med en ret til et fælles bord, og efter man havde spist, talte skolens leder Johnny Wetterstein generelt om det flotte sammenhold, der havde været i klassen både mellem eleverne og forældrene. Der blev også set tilbage til dengang man startede på skolen og frem til i dag. Johnny Wetterstein fremhævede den positive udvikling og dannelse hver enkelt elev havde gennemgået. Herefter blev der talt til hver enkelt elev i forbindelse med, at man modtog sit eksamensbevis.

Hver elev fik en tale med af skoler Johnny Wetterstein

Hver elev fik en tale med af skoleleder Johnny Wetterstein

Dimissionen blev sluttede af med et fælles billede i haven.

Herfra ønsker vi naturligvis 9. klasse og deres familier alt muligt held og lykke fremover!

Grøn uge

Hvert år afholder skolen Grøn Uge, hvor eleverne får mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige aktiviteter og sportsgrene, som man i dagligdagen ikke har de samme muligheder for at afprøve. I år bød Grøn Uge på atletik, beachvolleyturnering, 1-mod-1 fodboldkonkurrence, tennis-skills certificering og amerikansk fodbold.

Grøn uge ligger som afslutning på skoleåret. Ud over den sportslige tilgang er grøn uge også et afsæt til at skabe sammenhold på tværs af klasserne. En alsidig idrætskultur giver eleverne gode forudsætninger for at få succes i sportsverdenen. Grøn uge bød på fire dages sjove aktiviteter, glæde og smil.

Tirsdag var hele skolen samlet på Ryparkens idrætsanlæg. Her var der skillskonkurrence og beachvolleyturnering på programmet. I skillskonkurrencen skulle tennis- og fodboldspillerne vise deres færdigheder i en række udfordringer sammensat af skolens akademitrænere. Eleverne fik mulighed for at vise deres bedste sider, og det var tydeligt, at der på skolen er rigtig mange dygtige unge mennesker. Sideløbende med skillskonkurrencen blev der spillet beachvolley. Her måtte eleverne dog se sig slået af lærerteamet, der kun tabte 1 ud af 12 kampe.

Onsdag og torsdag rykkede skolen til Gentofte Sportspark, der dannede rammerne for nogle fantastiske sjove og lærerige dage. Der blev konkurreret i et hav af atletikdiscipliner: spydkast, kuglestød, højdespring, længdespring, 100-meter og 400-meter var på programmet. Eleverne viste igen, hvor alsidige og dygtige sportsfolk de er, og det blev til flere rigtig flotte resultater.

8. kl. i gang med at forberede kuglestød

8. kl. i gang med at forberede kuglestød

Gentofte Sportspark er også hjemmebane for Copenhagen Towers, som er en af Danmarks absolut bedste amerikanske fodboldklubber. Towers havde været så venlige at stille hele syv trænere til rådighed i to dage, som med stor viden kunne guide eleverne igennem en lang række øvelser. I amerikansk fodbold er der mulighed for, at de store spillere virkelig kan få lov til at vise deres styrke, men det er også en sport, hvor der er plads til de helt små.

Amerikansk Fodbold var en af de sjove aktiviteter

Amerikansk Fodbold var en af de sjove aktiviteter

Fredag, som var årets sidste skoledag, var der orienteringsløb på programmet. Her blev alle skolens elever fordelt ud på blandede hold. I Ryvangens Naturpark skulle holdene hurtigst muligt komme igennem en bane, der var sammensat af spørgsmål og ledetråde. Senere samme dag blev vinderne hyldet.

Sidste skoledag for 9. klasse

Igen i år blev sidste skoledag fejret på behørig vis. Traditionen tro startede dagen med morgenmad, og igen i år var det 8. klasse, der skulle dække op og lave morgenmad til 9. klasse. Den opgave blev løst på smukkeste vis. Der var  ikke sparet på noget. Måske fordi 8. klasse havde i baghovedet, at næste år er det dem, der skal vartes op.

Ved morgencompletet blev det til en times hygge, hvor eleverne og klassens lærere så tilbage på et skoleår, der er gået fantastisk hurtigt. Der er blevet knoklet med skoleopgaver, akademitræninger og forberedelse til eksamen. Alle var nok enige om, at man godt kunne have haft lidt mere tid sammen.

9. klasse til morgenmad

9. klasse til morgenmad

Efter morgenmaden optrådte 9. klasse for de andre elever, hvor det kunne konstateres, at de var kraftig inspireret af sidste års 9. klasse. Det blev til danseshow, en række udnævnelser i tossede kategorier og quiz mellem lærerne, der skulle gætte, hvem af eleverne, der havde gjort hvad. Quizzen vandt holdet med Vicki Gøtke og Johnny Wetterstein i suveræn stil. De viste, at de havde meget godt styr på de tosserier 9. klasse havde lavet igennem skoleåret.

Som en overraskelse sang 5. klasse efterfølgende for 9. klasse, og efter deres flotte sang blev det til små filosofiske digte små betænksomheder 9. klasse kunne tage med på deres videre færd ud i “den store verden”.

5. klasse læste digte op for 9. klasse

5. klasse læste digte op for 9. klasse

En af dagens store begivenheder var fodboldkampen mod lærerne og akademitrænerne. 9. klasse var fra start af den holdning, at de sagtens kunne vinde, i modsætning til sidste års 9. klasse, der tabte med 3-1.

Det blev en tæt dyst, hvor man på bedst mulig måde prøvede at presse akademitrænerne og lærerne over alt på banen, men til trods for den store iver lykkedes det alligevel for lærerne og akademitrænerne at komme foran 1-0: Akademitræner Ali modtog et langt udkast fra Frederik, der til daglig træner skolens målmænd. På elegant måde løftede han bolden over Magnus, der stod på mål for 9. klasse, og sparkede sikkert bolden i kassen.

Kort før halvleg formåede 9. klasse dog at få reduceret til 1-1 på en tabt bold midt på banen. På smukkeste måde fik Gabriel opsnappet bolden og løb forbi flere af lærernes forsvarsspillere og Frederik, der stod på mål, for til sidste at banke bolden sikkert i kassen med “venstreskøjten”.

Anden halvleg af kampen var lige så intens som første halvleg. Igen pressede 9. klasse på for en afgørelse, men igen viste rutinen sig hos skolens lærere og akademitrænere: man stod rigtigt på banen, løb på de rigtige tidspunkter og pressede boldholderen, når det kunne betale sig. Det kloge spil fra lærernes side udmøntede sig sidst i halvlegen mål. Servan, fysiklærer på skolen, bankede bolden hårdt og præcist i kassen fra midten af banen.

Servan og Ali - de to målscorer

Servan og Ali – de to målscorer for lærerne / akademitrænerne

I de døende minutter måtte 9. klasse endnu en gang erkende, at der skal meget til, hvis man skal slå lærerne og akademitrænerne i fodbold. Den tabte kamp på 2-1 var et hård slag for de ellers så dygtige fodboldspillere.

De triste miner var dog væk, da det kom til karamelkast og vandkamp. Det blev en fin afslutning på dagen, hvor mange af skolens yngste elever fik samlet så mange karameller, at der burde være nok til hele det resterende år.

Der blev ikke sparet på karamellerne

Der blev ikke sparet på karamellerne

Efter karamellerne stod den helt store dyst i vandkamp. I den anledning var brandslangen blevet hevet frem, og et stort basin var blevet fyldt med vand som optankningssted for “vandkanonerne”. Der blev dog i mere en forstand en livlig aktivitet omkring basinet. Flere af skolens elever måtte en tur i “for at blive døbt”, og heller ikke skolens lærere og akademitrænere gik ramt forbi.

Der var vandkamp til den store guldmedalje

Der var vandkamp til den store guldmedalje

Alt i alt blev det til en god dag for elever, lærere og akademitrænere.  Vi ønsker 9. klasse alt det bedste fremover!

Se nedenstående film med begivenhederne for dagen.

 

Pigerne i 4. klasse vinder pinsestævne

Frederikke, Kaya, Frida og Freja, der går i 4. klasse på Københavns Skole & Idrætsakademi, og som til dagligt spiller i FA2000, vandt i weekenden det stort anlagte stævne Pinse Cup i Nykøbing Falster. Det blev til sejr i fem ud af seks kampe.

I finalen vandt de 1-0 over BSF, der på det tidspunkt ikke havde tabt en kamp i et helt år. BSF blev nødt til at tage ulovlige midler i brug for at stoppe en friløber til FA2000. Dommeren takserede forseelsen til straffespark, som FA2000 scorede på.

Pigerne fortæller, at stævnet var over to dage med masser god hygge, hvor de bl.a. så Champions League-finale, og hvor der var mange muligheder for at møde og få venner fra andre klubber. Det eneste problem, der kunne være, var myggene, der til tider virkede temmelig sultne.

Afslutningsvis fortæller pigerne, at de glæder sig til nye stævner, hvor de kan udfordre sig selv og deres modstandere, men allermest glæder de sig til at komme i skole, hvor de træner hver dag samtidig med, at de har undervisning.

Opvisning af Vestsjællands Idrætsefterskole

Den 15. maj skulle Vestsjællands Idrætsefterskole lave opvisning på Københavns Rådhusplads, og i den forbindelse havde de spurgt Københavns Skole & Idrætsakademi, om de måtte afholde en generalprøve hos os. Vi sagde naturligvis ja tak.

Det blev til en flot opvisning af de ca. 70 piger og drenge, som deltog fra idrætsefterskolen. Et show med rytmiske bevægelser og dans, men der blev også vist spektakulært luftakrobatik, hvor efterskolens elever på Ryparkens kunstgræstæppe fløj igennem luften til stor begejstring for dem, der havde fået muligheden for at se på.

Der blev klappet til det hele. Der hersker ingen tvivl om, at eleverne på Vestsjællands Idrætsefterskole har brugt mange timer på at øve sig. Hvis efterskolen igen til næste år skal arrangerer opvisning i København, er de mere end velkommen til at lægge deres vej forbi Københavns Skole & Idrætsakademi.

Flot opvisning af Vestsjællands Idrætsefterskole

Flot opvisning af Vestsjællands Idrætsefterskole