HIK og Københavns Skole & Idrætsakademi indgår samarbejde

Københavns Skole & Idrætsakademi har indgået et samarbejde med HIK fodbold, som forener skole og idræt på et såvel højt fagligt som sportsligt niveau.

Fra det kommende skoleår vil det være muligt for HIK´s dygtigste fodboldspillere at gå i skole og morgentræne fire gange om ugen – det samme sted.

“At være elev på Københavns skole & idrætsakademi betyder, at man er engageret, flittig, dygtig og motiveret, både fagligt og sportsligt”, siger Københavns skole & idrætsakademis skoleleder, Johnny Wetterstein. “Nøjagtigt de samme kvaliteter, som mange af HIK´s dygtigste fodboldspillerne besidder.

Skoleleder Johnny Wetterstein

Skoleleder Johnny Wetterstein ser frem til et tættere samarbejde med HIK

Hellerup idrætsklub er fra år 1900, men ånden, stilen og lysten til at udvikle talenter er større end nogensinde. Københavns skole & idrætsakademi har ikke nær så mange år på bagen, men er ikke desto mindre en seriøs medspiller til fodbold- og tennisklubber på rekordtid. Her kan den enkelte elev få de bedste rammer for både sin sport og skolegang, undervist og trænet af dygtige faglærere og højtuddannede akademitrænere.

HIK´s talentsportschef Philip Hansen ser frem til at udvikle talenter sammen med Københavns Skole & Idrætsakademi

“Hårdt arbejde slår talent, hvis talentet ikke arbejder hårdt”, siger HIK´s talentsportschef Philip Hansen. “Men har man både talent og arbejder hårdt, som mange af vores dygtige spillere, så er mulighederne enorme ved at gå på en skole som Københavns skole & idrætsakademi.”

Skoleleder Johnny Wetterstein er rigtig glad for, at en så gammel og anerkendt traditionsklub som HIK har valgt at indgå i et tættere samarbejde.

“Det er jeg fordi, vi kan hjælpe hinanden med at gøre det, vi hver især er rigtig gode til, nemlig at udvikle og finpudse sportstalenter samtidig med, at de får en høj faglig undervisning”, siger skoleleder Johnny Wetterstein. “Vi har allerede en del elever, som spiller i HIK. Derfor ved vi, at Københavns skole & idrætsakademi og HIK passer formidabelt sammen. Nu giver vi bare endnu flere HIK-spillere muligheden og chancen for at søge om optagelse på Akademiet.”

Der er nok mange forældre, der vil mene, at det er skolen, som alle sportsglade fodbold- og tennisbørn drømmer om at gå på, hvis de altså er dygtige nok til at komme ind.

Ser man på eleverne, efter en af de fire ugentlige morgentræninger, giver deres røde kinder og store smil svaret i sig selv.

En af akademiets tidligere elever sætter ord på sin skolegang på Akademiet:

“Det har været en fantastisk tid med inspirerende og motiverende skolearbejde og en masse fodbold med dygtige og kvalificerede trænere”, siger William Gulløv, der nu går på i 1.G på Gammel Hellerup Gymnasium. Havde Akademiet haft en 10. klasse, havde mange nok også taget den. Det havde jeg i hvert fald – så fantastisk er skolen!”

Tidligere elev William Gulløv sætter ord på sin tid på skolen

Skolen, der ligger på Gartnerivej 9 på grænsen til Hellerup, har elever fra 0.-9. klasse. Placeringen er tæt på HIK´s klubhus på Bregnegårdsvej, hvilket gør, at HIK´s spillere ikke har langt fra skole til eftermiddagstræningen.