Styrelsesgrundlag
HIGH PERFORMANCE IS EVERYTHING
Københavns Skole & Idrætsakademis overordnede visioner og mål varetages af skolebestyrelsen.
Skolebestyrelsen varetager den overordnede ledelse.
Skolebestyrelsen har arbejdsgiverkompetencen og det overordnede økonomiske ansvar samt fastlægger skolens formål og idegrundlag, herunder principperne for skolens daglige virksomhed.
Skolebestyrelsen påser, at skolen hvert år udarbejder en virksomhedsplan. Planen skal indeholde oplysninger om skolens overordnede pædagogiske mål og principper, handlingsplan for skolebestyrelsens arbejde og forældresamarbejdet, årsplan samt principperne for anvendelse af budgetrammen og øvrige forhold af betydning for skolens drift.
Københavns Skole & Idrætsakademis daglige pædagogiske og økonomiske ledelse varetages af skolens leder i forening med en viceskoleleder. Skolens ledelse har ansvaret for implementering af visioner, idegrundlag, mål og udmøntningen af budgettet. Herudover indstiller skolens daglige ledelse til skolebestyrelsen forslag til budget samt forelægger revideret regnskab og virksomhedsplan, der skal indeholde normeringsplanen, pædagogiske mål og principper.
Københavns Skole & Idrætsakademi har til formål at sikre, at den enkelte elev tilegner sig en høj faglighed, almen dannelse, sociale kompetencer og en klar idrætsmæssig talentudvikling – specielt udmøntet på fodbold og tennis. En af målsætningerne på sigt er, at skolens elever skal kunne opnå et langt eller et mellemlangt uddannelsesniveau.
Det daglige arbejde for Københavns Skole og Idrætsakademi bygger på følgende værdier:
Engagement i dagligdagen og stræben efter at opnå de bedst mulige mål i undervisningen og i sporten – specielt udmøntet på fodbold og tennis, herunder søge nye veje til altid at opnå de bedst mulige resultater.
Kvalitet i fagligheden og åbenhed i dialogen om indsatsen i undervisningen og i sporten.
Fællesskab om opgaverne og plads til mangfoldighed i visioner og mål.
Københavns Skole & Idrætsakademi kan tildele friplads eller delvis friplads.
Kriteriet for at opnå hel eller delvis friplads er indtægtsgrundlag, social status, køn og talent.
M.h.t. hel eller delvis friplads i forhold til indtægtsgrundlag skal myndighedsindehaveren igennem skolen selv ansøge Fordelingssekretariatet for friskoler og private grundskoler om tilskud til skolegangen.
M.h.t. social status er det skolebestyrelsen, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, hvorvidt der tildeles hel eller delvis friplads. I den vurdering lægges der vægt på den idrætsmæssige kunnen, og hvor stort omfang en optagelse på skolen kan medføre en faglig, idrætsmæssig og social udvikling.
M.h.t. køn er det skolebestyrelsen, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, hvorvidt der kan tildeles delvis eller hel friplads for at skabe en mere harmonisk balance mellem antallet af skolens drenge og piger.
M.h.t. talent er det skolebestyrelsen, der i hvert enkelt tilfælde vurderer, hvorvidt der tildeles hel eller delvis friplads. I den vurdering lægges der vægt på, om talentet har et sådan omfang, at talentet kan opnå en plads på et af ungdomslandsholdene eller udvalgt hold, herunder bidrage positivt til det talentmæssige og sociale engagement på skolen.
Der gives ikke friplads til søskende.
Værdier, trivsel og ordensregler
Trivsel er, når et barn er en del af et socialt fællesskab, hvor barnet føler sig så tryg, at barnet har tillid til at turde forsøge, satse og også fejle i vished om, at man mødes med accept og anerkendelse.
Trivsel er, når et barn deltager aktivt i læringsprocesser.
Trivsel er, når et barn føler glæde ved at komme i skole.
Trivsel er, når et barn er i stand til konstruktivt at bidrage til det sociale fællesskab.
Skolens værdier og ordensregler sætter rammen for, hvordan eleverne og de voksne omgås hinanden i de fællesskaber, skolen bygger på: Undervisning, akademitræning, temauger, lejrskole, ekskursioner, frikvarterer og pauser m.m.
Københavns Skole & Idrætsakademi er et læringssted med klare forventninger til den enkelte elev, der foregår i et trygt læringsmiljø. Det betyder, at elever tager hensyn til og vise respekt over for hinanden. Der er vigtigt, at eleverne drager omsorg for – og hjælper og støtter hinanden, og dermed er med til at skabe tryghed og trivsel.
Eleverne skal møde hinanden med en omgangstone, der er karakteriseret ved tolerance og gensidig respekt.
Eleverne skal passe på skolens lokaler og inventar samt de træningsfaciliteter og idrætsmaterialer, der benyttes i dagligdagen.
Hvad er mobning
Der må ikke være mobning på skolen. Ingen form for mobning kan derfor tolereres, og i alle tilfælde tages mobning alvorligt.
Mobning er bevidste og negative gentagne handlinger, som kan have en fysisk, digital, psykisk og/eller verbal tilgang, og som er rettet mod en eller flere personer.
Mobning må betragtes som et overgreb og skal behandles derefter.
Signaler
Skolen er opmærksomme over for “mobbesignaler” og lytter altid til elever, der giver udtryk for, at de er blevet mobbet.
Hvad gør vi konkret for at modvirke mobning på
Der arbejdes med elevernes sociale kompetencer, herunder drøfter alle klasseteams mindst to gange årligt elevernes trivsel. I situationer, hvor der akut behov for at drøfte en elevs eller elevers trivsel, mødes klasseteamet straks for at vurdere og handle på situationen.
Eleverne er selv med til at udarbejde regler for det sociale og gode samvær i klassen, og hvilke aftaler der skal være, når man har undervisning, akademitræning eller frikvarter. Dette gælder også for korte eller længere ture væk fra skolen. (Udarbejdelsen af reglerne sker typisk i forbindelse med skolestart).
Ved skolehjemsamtalerne tales der om trivsel og sociale kompetenceudvikling med eleven selv og dennes forældre (myndighedsindehaveren).
Alle elever skal være bevidste om, at man altid skal henvende sig til en voksen på skolen, hvis man føler sig drillet eller mobbet.
Hvis mobning forekommer?
Den, der får kendskab til dårlig trivsel eller mobning, kontakter straks klassekoordinatoren for den klasse, den pågældende elev går i med information om, hvad en eventuel sag drejer sig om.
Klassekoordinatoren handler eventuelt selv og/eller orienterer herefter klasseteam, som derefter aftaler, hvad der skal gøres ved problemet, herunder udarbejdes der en handleplan. De berørte forældre og ledelsen orienteres om sagen, og der føres samtale med de involverede elever og forældre. I givne tilfælde inddrages eventuelt PPR, SFO-ordningen og/eller SSP.
Hvis dette ikke er tilstrækkeligt:
Klasselærerteamet og de berørte elevers forældre arbejder med sagen/problemet, indtil det er løst – og holder ledelsen orienteret om løsningsprocessen. Eleven høres i processen, hvis forældrene ønsker dette.
Hvis sagen/problemet ikke løses, indkaldes de berørte elevers forældre (myndighedsindehaveren) til møde med ledelsen og repræsentanter fra klasselærerteamet. Eleverne høres i processen, hvis forældrene ønsker dette.
Ved fortsat mobning
Hvis mobningen ikke stopper, eller mobningen i enkeltstående tilfælde har en sådan grænseoverskridende alvorlig karakter, ophører samarbejdet med den pågældende elev og dennes familie.
Reaktion
Mobberen og mobbeofferet tilbydes hjælp og støtte.
De berørte forældre (myndighedsindehaveren) inddrages i processen med at stoppe mobningen. Der iværksættes handleplan over for mobberen, og den der er blevet mobbet.
Hvis iværksættelsen af handleplanen ikke har den ønskede effekt, eller i tilfælde af at mobningen har en så alvorlig karakter, at eleven ikke længere kan gå på skolen, stopper samarbejdet mellem skolen og familien, og eleven ophører sin skolegang.
Samarbejdet mellem elev og skole – og familie og skole – bliver vægtet højt. Derfor er det vigtigt, at elev og forældre er informeret om det grundlag, samarbejdet hviler på.
Kost og søvn
Det er vigtigt med viden om sund kost, fordi det er en af forudsætningen for at træne rigtigt og opnå udholdenhed. På Københavns Skole & Idrætsakademi vil man lære om kost og søvn, der giver en bedre forudsætning for læringsoptaget i undervisningen og i ens sport.
I forbindelse med optagelsen har Københavns Skole & Idrætsakademi informeret om sund kost, bl.a. i forhold til de måltider, det skal spises i løbet af dagen.
For at få nok ud af ens indsats er det også afgørende, at man sover nok. Når man træner, har kroppen brug for at restituere, men hvis man ikke sover nok, forlænges ens restitutionstid. Kombinationen af at træne meget og sove for lidt kan føre til, at man producerer for meget adrenalin og cortisolniveauet i kroppen stiger.
Man skal sove 9-11 timers sammenhængende søvn i døgnet, såfremt man vil yde optimalt til træning og i undervisningen.
Vores forventning er altså, at man som elev på Københavns Skole & Idrætsakademi spiser sundt og rigtigt. Herudover skal man have nok søvn.
Det er for Københavns Skole & Idrætsakademi ikke acceptabelt at spise usundt. Såfremt man spiser usundt, vil dette blive meddelt myndighedsindehaverne. I gentagne tilfælde, dvs. mere end to gange, vil skolen afholde møde med familien om sund kost.
Når man er elev på Københavns Skole & Idrætsakademi, må man ikke ryge eller drikke – eller lignende. Hvis dette skulle være tilfældet ophører samarbejdet mellem skole og hjem.
Hygiejne
Som elev er det vigtigt, at man hjemmefra er blevet oplyst om grundlæggende hygiejniske regler:
Såfremt man ikke overholder skolens hygiejneregler, vil dette med det samme blive meddelt myndighedsindehaverne. I gentagne tilfælde, dvs. mere end to gange, vil skolen afholde møde med familien om hygiejne.
Ferie
Det er vigtigt, at man afholder ferie på det tidspunkt, hvor Københavns Skole & Idrætsakademi har ferie. Såfremt man afholder ferie i skoletiden, og der ikke er givet lov til dette fra skolens side, betragtes samarbejdet som ophørt.
Mødetiden
Man skal møde til tiden i undervisningen og i akademitræningen. Såfremt man i gentagne gange ikke møder til tiden, dvs. mere end to gange, og dette ikke kan henledes til force majeure, vil skolen afholde møde med familien om problemet.
Når man kommer for sent, sendes der besked om dette på forældreintra.
Såfremt man skal til tandlæge, læge eller lignende skal dette i god tid meddeles til skolen.
Det er vigtigt for Københavns Skole & Idrætsakademi, at man som elev deltager i hele den tilrettelagte undervisning. Skolen kan dog give fri til sportsaktiviteter som specielle sportskampe, landskampe eller lignende. I givne tilfælde er det skolen, der foretager vurderingen.
I specielle tilfælde kan der gives fri tidligere fra skole til kamp eller træning. I forhold til den normale træning i klubberne, er det klubberne der skal tilpasse træningstidspunktet efter skolen og ikke omvendt.
Undervisning
Man skal i undervisningen arbejde efter de henvisninger læreren fastsætter. Kan man ikke det, bliver familien indkaldt til et møde.
Som en del af undervisningen indgår det, at eleven har:
Det betyder, at såvel eleven som myndighedsindehaverne skal sikre, at ovenstående er til stede.
Akademitræning
Man skal i akademitræningen træne efter de henvisninger akademitræneren fastsætter. Kan man ikke det, bliver familien indkaldt til et møde.
Man skal altid møde omklædt til akademitræningen. Dette gælder også ved skader eller restitution.
Frikvartererne
Det er vigtigt, at eleverne, også hjemmefra, er orienteret imod, at den mere frie leg / aktiviteterne i frikvartererne indebærer et ansvar i forhold til de andre elever. Dette betyder, at eleven i legen / aktiviteterne tager hensyn til de andre elever og dermed udviser social forståelse.
I tilfælde, der for den enkelte elev bedømmes individuelt, hvor interaktionen uhensigtsmæssigt med en eller flere andre elever, kontaktes familien og eventuelt afholdes der et møde mellem myndighedsindehaveren og skolen. Herefter tager skolen stilling til, hvad der skal ske med den pågældende elev.
Elever, der har udetilladelse i frikvartererne, og dermed er uden opsyn af skolen, skal opføre sig hensigtsmæssigt og overholde de af skolens fastsatte regler og de generelle love i samfundet.
Det sociale samvær
Det er vigtigt, at eleverne på Københavns Skole & Idrætsakademi udviser social forståelse. Det er igennem den sociale og positive forståelse, at eleverne støtter og hjælper hinanden. Dette gælder i forhold til sociale aktiviteter, i undervisningen og til akademitræningen.
Såfremt man som elev ikke udviser social forståelse og empati, men udviser den modsatte hensigt, og dette skaber en negativ for andre elever, kontaktes familien og der afholdes der et møde mellem familien og skolen.
Skolehjemsamtaler, møder, events og arbejdsdage
Det er vigtigt, at myndighedsindehaverne deltager i de fastlagte skolehjemsamtaler, møder, events og arbejdsdage.
Skolehjemsamtalerne afholdes to gange om året, hvor den tredje er frivillig, hvilket betyder, at myndighedsindehaverne eller skolen kan ønske en samtale.
Der afholdes tre planlagte events i skoleåret, hvor eleven og/eller elevens familie deltager.
Hver familie skal i løbet af to skoleår deltage på en arbejdsdag.
Forældreinddragelse i givne forhold
I tilfælde, hvor der opstår et forhold, hvor regler ikke overholdes, indkredser skolen forholdet og vurderer, hvilket tiltag eller hvilken beslutning forholdet skal afstedkomme. Hvis forholdet omhandler negativ trivsel eller episoder for et barn/børn – eller har forholdet en mere alvorlig karakter – kontaktes hjemmet med henblik på at finde en løsning.
I sådanne sager træffer kan skolen selv træffe beslutning om, hvad der skal ske, eller beslutninger kan træffes mellem skolen og forældrene. Der kan ligeledes udarbejdes en handleplan, hvis det måtte være nødvendigt.
Inden der træffes beslutning, vil barnet og dets forældres synspunkter og meninger blive hørt, hvis myndighedsindehaveren måtte ønske dette. Forældrenes meninger og synspunkter vil også kunne indgå i forhold til eventuelle beslutninger.
Grundlaget for samarbejdet
Ovenstående tilgange og regler er en del af samarbejdet mellem familie og skole.
Nedenstående vedtægter er offentliggjort på hjemmesiden den 3. september 2014.
Vedtægterne er ændret og offentliggjort på hjemmesiden den 1. juli 2015.
Vedtægterne er ændret den 2. februar og offentliggjort den 3. februar 2016.
Vedtægterne er ændret den 20. juli og offentligt på hjemmesiden den 20. juli 2017.
l. SKOLENS NAVN OG OPRETTELSESÅR
§ 1
Privatskolens navn er ”Københavns Skole og Idrætsakademi” eller i daglig tale ” Akademiet”.
Stk. 2
Adressen for Københavns Skole og Idrætsakademi er Gartnerivej 9, 2100 København Ø.
Stk. 3
Københavns Skole og Idrætsakademi påbegynder sin egentlige drift i august 2014.
ll. SKOLENS ORGANISERING OG DRIFT
§ 2
Skolen er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution. Skolen har CVR-nr.: 35782699.
Stk. 2
Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud og ved egendækning, herunder skolepenge for eleverne, forældrebetaling for skolefritidsordning og eventuelt ved bidrag fra andre.
Stk. 3
Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Stk. 4
Et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder skolen.
Stk. 5
Bidrag til skolen giver ikke bidragyderen ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.
Stk. 6
Skolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.
lll. SKOLENS FORMÅL
§ 3
Skolens formål er at drive privat grundskole efter den til enhver tid gældende lovgivning for friskoler og private grundskoler m.v.
Stk. 2
Skolen skal give en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Stk. 3
Skolen skal i hele sit virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.
Stk. 4
Skolen driver virksomhed på følgende værdigrundlag: Formålet er at sikre, at den enkelte elev tilegner sig en høj faglighed, almen dannelse, sociale kompetencer og en klar idrætsmæssig talentudvikling – specielt inden for fodbold og tennis. En af målsætningerne på sigt er, at skolens elever skal opnå et langt eller mellemlangt uddannelsesniveau.
lll. BESTYRELSENS OPGAVER M.V.
§ 4
Skolens bestyrelse varetager den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift – herunder forvaltningen af de statslige tilskud – er i overensstemmelse med skolens vedtægt og med de til enhver tid gældende love og andre regler for friskoler og private grundskoler.
Stk. 2
Bestyrelsen har ansvaret for skolens økonomi og drift.
Stk. 3
Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder og øvrige personale. Bestyrelsen kan overdrage skolens leder sin ret til at ansætte og afskedige skolens øvrige personale.
Stk. 4
Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepengene.
Stk. 5
Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.
Stk. 6
Bestyrelsen træffer beslutning om ændring af skolens vedtægter.
Stk. 7
Uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen, træffer bestyrelsen beslutning om skolens nedlæggelse.
Stk. 8
Bestyrelsen træffer i øvrigt beslutning om ethvert spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.
Stk. 9
Bestyrelsen skal føre protokol over sine beslutninger og indføre konstateret inhabilitet i protokollen.
Stk. 10
Bestyrelsen skal i tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægtens ordlyd følge lovgivningen, og bestyrelsen har ansvaret for, at vedtægten til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 11
Bestyrelsens medlemmer er ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution eller lignende, som har valgt eller udpeget dem.
Stk. 12
Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld.
Stk. 13
Bestyrelsens medlemmer kan ikke modtage honorar eller lignende betaling af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.
Stk. 14
Bestyrelsens medlemmer er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v.
lV. BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING, FUNKTIONSMÅDE OG FUNKTIONSPERIODE M.V.
§ 6
Bestyrelsen består af 6 medlemmer, som vælges således:
Stk. 2
Bestyrelsesmedlemmernes funktionsperiode er to år. Funktionsperioden begynder umiddelbart efter valget og slutter ved funktionsperiodens udløb, med mindre genvalg finder sted.
Stk. 3
Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.
Stk. 4
Bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd, jf. § 11, stk. 2 i lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Stk. 5
Skolens medarbejdere kan ikke være medlem af bestyrelsen med stemmeret jf. stk. 1.
Stk. 6
Skolens medarbejdere kan kun deltage i valg af bestyrelsen, hvis de samtidig er forældre til elever på skolen.
Stk. 7
Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder de betingelser for medlemskab af bestyrelsen, som følger af § 5 i lov om friskoler og private grundskoler eller af vedtægterne.
Stk. 8
Udtræder et bestyrelsesmedlem i funktionsperioden, indtræder suppleanten for resten af funktionsperioden. Hvis der ikke er en suppleant, skal der hurtigst muligt vælges et nyt bestyrelsesmedlem for den udtrædendes resterende funktionsperiode.
Stk. 9
De forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn udskrives i funktionsperioden mod forældrenes ønske.
Stk. 10
De af forældrekredsen valgte medlemmer kan i deres funktionsperiode afsættes af forældrekredsen. Dette kræver dog, at forældrekredsen bliver indkaldt med de i § 7 stk. 5. nævnte frister, og at dagsordenen for dette forældrekredsmøde indeholder et dagsordenpunkt, som omhandler afstemning om afsættelse af et eller flere, ved navn nævnte, bestyrelsesmedlemmer. Afsættelse af forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer kræver almindelig stemmeflerhed af stemmerne på pågældende forældrekredsmøde.
Stk. 11
De af Læringsfonden af 24. juni udpegede bestyrelsesmedlemmer kan ikke afsættes i funktionsperioden.
Stk. 12
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand. Formand og næstformand vælges af bestyrelsens midte. Næstformanden træder i formandens sted ved formandens forfald.
Stk. 13
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen ved personligt fremmøde er til stede.
Stk. 14
Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller ved brev. Ved stemmelighed er formandens – og i dennes fravær næstformandens – stemme udslagsgivende.
Stk. 15
Skolens leder og viceskoleleder deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved behandling af enkeltsager, der vedrører skolens leder eller viceskoleleder eller enkelte ansatte, kan bestyrelsen suspendere mødedeltagelsen for de pågældende.
Stk. 16
Én medarbejderrepræsentant, der vælges af og blandet det fastansatte personale, deltager i bestyrelsens møder. Til medarbejderrepræsentanten vælges en suppleant. Medarbejderrepræsentanten kan ikke deltage i personalesager.
Stk. 17
Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der mindst skal indeholde bestemmelser om, hvordan indkaldelse til bestyrelsesmøder skal ske.
Vl. SKOLENS LEDER OG ØVRIGE PERSONALE
§ 6
Skolens leder varetager den daglige pædagogiske, økonomisk og administrative ledelse af skolen.
Stk. 2
Skolens leder har ansvaret for, at den daglige drift er forsvarlig og i overensstemmelse med gældende regler og vilkår.
Stk. 3
Skolens leder og skolens øvrige personale er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v.
Vll. SKOLENS FORÆLDREKREDS OG FORÆLDRENES RETTIGHEDER
§ 7
Forældrekredsen består af de personer, som har forældremyndighed til deres barn / børn på skolen.
Stk. 2
Forældrenes rettigheder efter vedtægten og loven tilkommer den eller de personer, der har forældremyndigheden over eleven. Skolen kan anse den, der har eleven i pleje, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedens indehavers vegne, dog ikke for så vidt angår spørgsmålet om skolegangens begyndelse og varighed.
Stk. 3
Skolen fører en liste over de personer, som har tilmeldt sig som hørende til forældrekredsen. Listen ændres kun efter begrundet – om nødvendigt tillige dokumenteret, skriftlig anmodning herom – med efterfølgende behørig underretning til den eller de personer, der optages, henholdsvis slettes på listen, hvorved bemærkes, at forældremyndighedsindehavere altid har ret til at udøve deres rettigheder, uanset om de er optaget på listen.
Stk. 4
Ordinært forældrekredsmøde afholdes hvert år på skolen eller et andet sted i hjemstedskommunen inden udgangen af oktober / november måned.
Stk. 5
Forældrekredsmødet indkaldes af bestyrelsen ved almindeligt brev, e-mail eller anden sikker forsendelsesmåde med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Stk. 6
Indkaldelsen til ordinært forældrekredsmøde skal mindst indeholde følgende dagsorden:
Stk. 7
Forslag, som ønskes behandlet på det ordinære forældrekredsmøde, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før forældremødets afholdelse. Forslag skal bekendtgøres for forældrekredsen senest 5 dage før forældrekredsmødet.
Stk. 8
Hvert medlem har én stemme.
Stk. 9
Der kan kun gives fuldmagt til en person, med hvem man har fælles forældremyndighed over et barn på skolen.
Stk. 10
Forældrekredsmødet er beslutningsdygtigt uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. Forældrekredsmødet træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 11
Forældrekredsen træffer selv afgørelse om, hvorvidt personer uden for forældrekredsen kan deltage i forældrekredsmøder og i givet fald hvilke personer.
Stk. 12
Der skal føres protokol over det på forældrekredsmøder vedtagne. Protokollen skal underskrives af dirigenten.
Stk. 13
Valghandlinger skal være hemmelige, hvis et eller flere medlemmer af forældrekredsen ønsker det.
Stk. 14
Ekstraordinært forældrekredsmøde afholdes, når skolens bestyrelse beslutter det. Ekstraordinært forældrekredsmøde skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når to medlemmer af bestyrelsen eller en fjerdedel af medlemmerne af forældrekredsen skriftligt kræver det. Indkaldelsen sker som ved ordinært forældrekredsmøde.
Vlll. ÅRSRAPPORT OG FORÆLDREKREDSENS OG DE ANSATTES INDBLIK I BUDGETTER, ÅRSRAPPORTER OG REVISIONSPROTOKOL
§ 8
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år, i overensstemmelse med gældende regler, udarbejdes en retvisende årsrapport, som i overensstemmelse med gældende regler underkastes betryggende revision af en statsautoriseret eller registreret revisor valgt af bestyrelsen.
Stk. 2
Medlemmer af forældrekredsen og ansatte ved skolen har efter anmodning har ret til at få indblik i revisionsprotokollerne og i de budgetter og regnskaber, som bestyrelsen har godkendt, dog ikke heri indeholdte oplysninger, som er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, jf. § 6, stk. 3, nr. 4.
Stk. 3
Bestyrelsen kan udstrække retten efter stk. 2 til også at omfatte andre personer.
lX. TEGNINGSRET
§ 9
Skolen tegnes enten af bestyrelsens formand og skolens leder i forening eller af en af disse i forening med bestyrelsens næstformand.
Stk. 2
Bestyrelsen kan beslutte, at lederen i et nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når det er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.
X. ÆNDRING AF SKOLENS VEDTÆGTER
§ 10
Bestyrelsen træffer beslutning om vedtægtsændringer. Vedtagelse sker ved simpel stemmeflerhed jfr. § 5, stk. 12.
Stk. 2
Vedtægter og vedtægtsændringer træder tidligst i kraft, når de offentliggøres på skolens hjemmeside. Det skal af offentliggørelsen på skolens hjemmeside fremgå, hvornår offentliggørelsen på hjemmesiden har fundet sted, og hvornår bestyrelsen har vedtaget vedtægterne. Er børne- og undervisningsministerens godkendelse påkrævet, jf. stk. 3, skal tidspunktet for børne- og undervisningsministerens godkendelse tillige fremgå.
Xl. NEDLÆGGELSE AF SKOLEN
§ 11
Uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen, træffer bestyrelsen beslutning om skolens nedlæggelse.
Stk. 2
Ophører skolen med at drive skolevirksomhed i henhold til friskoleloven, skal den nedlægges.
Stk. 3
Det påhviler bestyrelsen at orientere forældrekredsen om beslutning om nedlæggelse og om grundlaget herfor. Orienteringen skal ske umiddelbart efter beslutningen om nedlæggelsen er truffet.
Stk. 4.
Det påhviler bestyrelsen at give Ministeriet for Børn og Undervisning (Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen) og de kommuner, hvor eleverne er hjemmehørende, meddelelse om skolens nedlæggelse.
Stk. 5
Det påhviler bestyrelsen omgående at orientere Ministeriet for Børn og Undervisning (Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen), hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.
Stk. 6
Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.
Stk. 7
Eventuelle overskydende midler skal med børne- og undervisningsministerens godkendelse anvendes til skolevirksomhed, der støttes gennem lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Stk. 8
Det påhviler bestyrelsen at fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelsen vedtægten.