Spændende pigekamp: B.93-FA2000
Inden kampens start var nerverne på højkant. B.93 og FA2000, rækkens to bedste hold i U13 piger Øst, mødte hinanden tirsdag den 18. juni på B.93´s anlæg. Kampens vinder ville vinde rækken.
Kampen var interessant, fordi mange af pigerne fra Kbh. Akademiets 6. klasse var repræsenteret i den spændende dyst – og specielt på FA2000´s hold.
Det blev en intens kamp med mange gode nærkampe midt på banen, og der blev bestemt ikke givet ved dørene. Som kampen skred frem, fik FA2000 dog et lille overtag, som de ombyttede til scoringer. Kampen endte 1-3 til FA2000, og dermed vandt de rækken.
Henrik Jensen, der er akademileder på Københavns Skole & Idrætsakademi, er glad for, at pigerne i 6. klasse har sat deres præg på U13:
“Kampen på B.93´s anlæg var mellem to hold, der i deres årgang må betragtes som de bedste på Sjælland. Det er dejligt at se den intensitet skolens piger spiller med. De er tekniske rigtig dygtige, og de har en robusthed, som bl.a. kommer af, at de på skolen også træner med drengene.”

Henrik Jensen: “Pigerne får robusthed af at træne med drengene”
Henrik Jensen kunne også fastslå, at der for hver enkelt at de af skolens piger, der optrådte på henholdsvis B.93 og FA2000 kan være meget i vente – både på klubhold, men eventuelt også landshold:
“Hver enkelt af pigerne har igennem det sidste skoleår rykket sig meget taktisk, mentalt og teknisk. Formår de at holde fast i den udvikling, er der mange gode oplevelser i vente på deres klubhold, og for nogle af pigerne også på landsholdene under DBU.”

Fra venstre: Isabella (FA2000), Kaya (FA2000), Frida (FA2000), Maria (B.93), Freja (FA2000) og Frederikke (FA2000)