Nyt skoleår

Der var fuld fart på, da elever, lærere og akademitrænere den 11. august startede det nye skoleår.

Ved ankomsten i skolens have blev der hilst og krammet, og der var mange smil til såvel nye og gamle elever som til lærere og akademitrænere.

Skolelederen bød velkommen, og der blev råbt tre flotte hurraer, så det rungede mellem husblokkene i Ryparken.

Efter velkomsttalen var det lærernes tur til at byde nye og gamle elever velkommen i klassen og samtidig fortælle om, hvad der skulle ske resten af dagen, og hvad den første uge kom til at byde på.

Efter klasselærerens velkomst blev der klædt om til det nye træningstøj, som skolen hvert år giver i gave til eleverne, når skoleåret starter.

‘Dresset’ op i det nye træningstøj gik turen igen tilbage til haven, hvor det obligatoriske klassebillede blev taget, og derefter ned til træningsbanerne, hvor alt var parat til årets allerførste træningsdag.

Den første skoledag blev til en sprudlende omgang træning med store smil på læben, hvor man også kunne konstatere, hvor meget eleverne var skudt i vejret hen over sommerferien.

Efter små to timers træning vendte eleverne tilbage til skolen, hvor der blev gumlet på alt det, som var med i dagens madpakke.

Den første skoledag sluttede af, som den startede: med kram og hilsner – og så var et nyt skoleår gået i gang.

Resten af ugen bød på mangt og meget: Introduktion til de nye elever om skolen, cirkus ved Lundehus Kirke for 0.-4. klasse, information om det nye skoleår, træning og undervisning, legepladsture m.m.

Det var glade børn og forældre, der mødte op i haven til første skoledag

Stemningen var god, og med solskin fra oven fik morgenstunden et ekstra pift

I haven blev børn og forældre vel modtaget af lærerne og senere hen af akademitrænerne på træningsbanerne

På træningsbanerne fik eleverne skoleårets første instruktioner til dagens træning – i fodbold som i…

ishockey, hvor Mark fortæller om dagens træning…

…til tennis, hvor Nils fik organiseret dagens træning

Første skoledag og resten af ugen bød på mange sjove koordineringsøvelser. Her er det 3. og 4. klasse, der udfordrer tyngdekraften

Der blev gået til makronerne i legen med bolden. Her er det 5. klasse, der er i gang

Det blev til intens træning i de tre idrætsgrene Københavns Skole & Idrætsakademi har på programmet

Der blev træner så meget igennem på ishockeybanen, at isen sprøjtede op om ørene

Undervejs var der tid til en lille puster

Første skoledag og ugen igennem bød på gode målmandsredninger og god træningsintensitet

Med god koncentration blev der på tennisbanen slået godt igennem

I de forskellige øvelser var det vigtigt med fokus på bolden

Det blev til gode dage med flot spil

Fra træningens start blev det gået til vaflerne

Der blev spillet…

…og der blev løbet

…undervejs var der tid til smil og det gode sammenhold

Alt i alt blev der fra alle sider vist en flot og god indsats, om det så var på ishockeybanen…

…eller tennisbanen, hvor alle – fra de yngste klasser til de ældste elever – viste vejen…

…til fodbold – med fokus og gåpåmod – og dagen efter startede der en ny dag med undervisning og træning

God til fodbold og kapsejlads

Freja, der går i 8. klasse på Københavns Skole & Idrætsakademi, kan lidt af hvert. Til daglig spiller hun fodbold i B.93, hvor hun med sit overblik, sin gode teknik og stædighed bidrager til, at hendes hold er godt placeret i rækken. Men hun har også en anden lidenskab: kapsejlads.

Næsten lige så ofte, som hun træner fodbold, er hun på havet i sin optimistjolle, der er 2,3 meter lang, 1,13 meter bred og vejer 35 kg. Ikke verdens største sejlskib, men en lille, let båd, som Freja styrer med sikker hånd i al slags vejr.

Hun kan, som en golfspiller der aflæser, hvilken vej græsstråene vender, når der skal puttes, aflæse bølgerne, vinden og finde den rigtige vej til målet. Den egenskab har ført hende frem til at være den bedste pige på sin årgang i Danmark og til at konkurrere sig til topplaceringer i udlandet. I dag er hun en del af verdenseliten i sin optimistjolle!

Hun har opnået flotte resultater i fodbold, men særligt med sin båd har Freja gjort sig bemærket. Senest har hun i Grækenland vundet “10th Optimist Cup – Nikos Sarikavazis Trophy” i suveræn stil, hvilket fik arrangørerne til at rose hendes evner som strateg og som en teknisk dygtig sejler.

I 2024 vandt Freja Danmarksmesterskabet i optimistjolle for piger, og mon ikke hun også i 2025 sejler sig til et topresultat?

På spørgsmålet om det var fodbold eller kapsejlads, hun begyndte med først, svarer hun med et smil på læben, at det var kærligheden til den lille, runde læderkugle, der fik hende til at starte i fodboldklubben B.93. Hendes mor fik hende dog senere til at begynde at sejle, sikkert fordi hendes mor selv sejler i den hurtige bådtype Spækhugger, der bruges til kapsejlads og familieture.

I Frejas familie falder æblet ikke langt fra stammen. Hendes tvillingesøster er næsten lige så dygtig som Freja selv og har også sejlet sig til mange flotte placeringer.

Når Freja træner i sin optimistjolle, er Vedbæk Sejlklub hendes base. Her har hun brugt mange timer sammen med andre ligesindede, der – ligesom hende selv – elsker at komme på havet, kaste deres både rundt i bølgerne og mærke skumsprøjtet fra stævnen. De drømmer alle stort og ser med glæde frem til de mange spændende konkurrencer rundt omkring i verden.

Til nytår skal Freja ændre lidt på sin sejlerteknik. På det tidspunkt skal hun begynde at sejle i 29’eren, som er en større bådklasse, der vejer 125 kg. Den skal sejles af to personer, og det er derfor nærliggende at tro, at de to tvillingsøstre vil gå sammen om at vinde guldmedaljer. Men sådan bliver det ikke. De to søstre vil i første omgang finde en anden makker, fordi det – som Freja udtrykker det – vil være bedst for deres udvikling og fremtidige konkurrencer.

I dagligdagen knokler Freja løs med lektier og opgaver på Københavns Skole & Idrætsakademi. Her sætter hun ligeledes en ære i at gøre det så godt som muligt, samtidig med at hun finder overskud til sine to sportsgrene – på fodboldbanen og på vandet.

Til næste år skal Freja til afsluttende eksamener i 9. klasse, hvilket har betydet, at hun i sit skolearbejde har sat tempoet op. Også her viser Freja sin vindermentalitet: Der skal hentes topkarakterer hjem!

Freja er i sit rette element, når hun kaster sig rundt i bølgerne med skumsprøjt fra stævnen

Freja har har vundet den ene konkurrence efter den anden i sin optimistjolle

Når Freja repræsenterer Danmark i sejlbådskonkurrencer, er der et godt sammenhold på landsholdet

Da Freja var i Letland, blev det igen til en guldmedalje

Freja er lige ambitiøs i sin skole, som hun er det på fodboldbanen og når hun sejler

Topplacering ved danmarksmesterskabet i ishockey – og nykårede sjællandsmestre

Efter en stærk indsats ved Danmarksmesterskaberne i ishockey blev det for KSF/Amager Ishockey Club (U16) til en flot 2.-plads efter et finaleopgør mod Herning den 4. april.

Finalespillet blev afholdt hos Amager Ishockey Club på Røllikevej i Kastrup.

På vej til finalen vandt KSF/Amager sjællandsmesterskabet efter en tæt kamp mod Rødovre. Resultatet viser, at Rødovre for alvor er ved at få konkurrence efter at have haft nærmest eneret på 1.-pladser.

KSF/Amager består bl.a. af elever fra Københavns Skole & Idrætsakademi, der til daglig træner to gange om dagen: om morgenen på skolen og om eftermiddagen i klubben.

2.-pladsen ved Danmarksmesterskabet og den flotte indsats ved Sjællandsmesterskabet vidner om den elitesatsning, som KSF/Amager sammen med Københavns Skole & Idrætsakademi har igangsat. I årene frem bliver det derfor interessant at se, hvad den mere målrettede træningskultur bærer med sig af resultater.

Andreas og Benssen, to dygtige ishockeyspillere, som går på skolen, var med hele vejen til finalen. Til spørgsmålet om deres øgede træningsmængde har været en medvirkende årsag til det flotte resultat, svarer de begge klart ja!

“Det, at vi træner mere, har selvfølgelig betydet, at vi er blevet bedre hockeyspillere. I forhold til tidligere er vi begyndt at spille op med eller vinde over de klubber, der før i tiden var suveræne,” fortæller Andreas.

Benssen nikker bekræftende og svarer ja til spørgsmålet, om det har været en sjov rejse til finalen.

“Det har været super spændende, og vi har undervejs vundet nogle fantastiske kampe. Fx i gruppespillet mod Frederikshavn var vi bagud med 4-8, men i tredje periode slog vi til, og kun seks sekunder før tid scorede vi det afgørende mål til 9-8,” fortæller Benssen med et stolt mine.

“Vi har en stærk moral på holdet, der lover godt for fremtiden,” supplerer Andreas.

Fra venstre ses følgende elever fra skolen: Andreas, Benssen, William, Theodor, Oscar og Lasse. Vindere af Sjællandsmesterskabet og nr. 2 ved Danmarksmesterskabet

Kampen i gruppespillet mod Aalborg i rød som KSF/Amager vandt 10-1

I kampen mod Aalborg blev der vist sublim skøjteteknik

KSF/Amager blev godt bakket op af elever fra Københavns Skole & Idrætsakademi. I forgrunden ses en af skolens lærere, der selv er stor ishockeyentusiast

Der var til tider godt med spænding, og skolens elever var opslugte af kampen

Billedet viser Andreas (9. kl.) og Benssen (8. kl.) med sølvmedaljerne om halsen for en flot indsats ved Danmarksmesterskaberne

Andreas og Benssen er ikke i tvivl om, at det er den store træningsindsats, og det at de går på Københavns Skole & Idrætsakademi, som er en medvirkende årsag til de flotte resultater

 

Lejrskolen 2025

Hele skolen tog afsted på lejrskole i uge 11 2025.

Med afgang fra Kastrup Lufthavn søndag og mandag fløj elever, lærere og akademitrænere afsted til Antalya i Tyrkiet, efter at forældrene havde sagt farvel med kram og kys.

Elever og lærere blev indlogeret på Hotel Titanic, som i en lille uges tid fungerede som base for lejrskolen.

Hver dag blev der trænet to gange i 24–26 graders varme og høj sol – om formiddagen og om eftermiddagen. Skolens fodboldspillere blev kørt til græsbaner små ti minutter fra hotellet, mens tennis- og ishockeyeleverne brugte en lille halv time på transport til deres træningssteder.

Tenniseleverne trænede på hardcourtbaner, og ishockeyeleverne var på is i en lille skøjtehal. Derudover stod den på fysisk træning i hotellets fitnesscenter.

Motivationen, glæden og intensiteten var høj hver gang, der blev trænet. Eleverne arbejdede koncentreret i de mange øvelser, som var planlagt for både fodbold og tennis.

Mellem træningerne var der tid til afslapning. Det blev til hyggestunder med læsning, svømmeture i poolen, ture i basaren eller gåture langs stranden.

Hotellets restaurant blev besøgt hver dag til morgenmad, frokost og aftensmad, hvor der var alt det, skolen lægger vægt på: sund mad og masser af grønt.

Sidste år startede traditionen med gallafest for 8. og 9. klasse. Her mødte eleverne op i deres flotteste kjoler, jakkesæt eller lignende, spiste fint, hyggede sig i hinandens selskab og dansede.

Succesen blev gentaget i år – særligt for 9. klasse var det nostalgisk, fordi det var deres sidste år på skolen, inden der skulle siges farvel efter eksamenerne i juni.

En anden fast tradition var den store quizaften, hvor elever i grupper på tværs af klasserne dystede mod hinanden i stoledans, peanutskast, toiletpapirsrulning, “Squid Game” og meget mere. Der blev heppet og hujet, og begejstringen var stor, når ens hold løb af med sejren.

Konkurrencegenet var ikke til at tage fejl af hos skolens elever. Det blev til grin og højt humør – især hos vinderholdene.

Igen i år var lejrskolen et stort hit, hvor det sociale sammenhold blev styrket, og hvor nye venskaber opstod – også på tværs af klasserne. Der blev trænet til den helt store guldmedalje, så det var glade, men lidt trætte børn, der vendte hjem til de ventende og forventningsfulde forældre i Kastrup Lufthavn.

I uge 11 tog skolen på lejrskole. Her er det afgangen fra Kastrup Lufthavn

Skolens ishockeyspillere havde den helt store oppakning med

I flyveren på vej til Antalya i Tyrkiet gik tiden bl.a. med kortspil

Klokken var over 12 om natten, da udskolingen kom til hotellet, hvor man straks gik til restaurationen for at natmad

Natmanden faldt på et tørt sted efter flyturen

I dagene, hvor Københavns Skole & Idrætsakademi var på lejrskole, blev der trænet to gange om dagen til den helt store guldmedalje

Skolens målmænd fik hver dag to gange målmandstræning, hvor de også fik lov at arbejde for sagen

Undervejs kom akademitrænerne med informationer om, hvordan der skulle trænes

Udover at være på træningsbanerne var eleverne også i fitness, hvor de forskellige muskelgrupper blev arbejdet igennem

I fitnesslokalet blev udskolingen introduceret til at arbejde med de forskellige maskiner og vægte

Eleverne viste sig styrke og smidighed

Udover træning blev der spillet kampe. Her er det skolens 7. klasser i de blå trøjer, der spiller mod et tyrkisk hold

Københavns Skole & Idrætsakademi var overlegene i alle spillets faser, men alligevel havde både vindere og tabere et smil på munden efter kampene. Alle syntes at det var en hyggelig stund

Mellem træningerne blev poolen flittigt benyttet

Sjove styrkeprøver blev det også til i poolen

0.-2. klasse fik som de store elever trænet til den helt store guldmedalje

Sammenhold og godt kammeratskab er to vigtige nøgleord hos 0.-2. klasse

Der var fuld gang i tennistræningen, hvor forskellige “specialister” var på banen, der skal løfte tennieeleverne til et højt niveau

 Hvor “svært” kan det være. Ned til baglinjen…

…ind over med bolden…

…og så ligger den i “kassen!”

På lejrturen er der tid til sammenhold…

…tid til den halve times læsning mellem træningerne hver dag

…tid til sjove konkurrencer…

…tid til til ture i basaren

I basaren kunne man købe briller, der med det samme gjorde en meget klogere

Skolens elever spiste tre måltider om dagen og gik til diverse cafeer på hotellets område

Ved træningen for 0.-2. klasse kom fra 9. klasse på besøg

Når der blev spillet kampe, lagde akademitrænerne taktikken

Efter taktikken var lagt blev der spillet med en god intensitet

Der blev spillet mange gode kampe, hvor elever fik vist deres skills

Ved basarbesøgene blev det købte straks tjekket ud af kammeraterne

På lejrturen er det en tradition at 8. og 9. klasserne holder gallafest

De mindre klasser frekventeret cafeerne, specielt cafeerne der lå ned til havet

Da lejrskolen var forbi var det tid til et sidste farvel

Juleafslutning – kirke, banko og risengrød

Den 19. december var den sidste dag på Københavns Skole & Idrætsakademi, inden juleferien startede.

Dagen begyndte i Lundehus Kirke, hvor Julie, der er en af kirkens tre præster, bød velkommen og kort fortalte skolens elever, hvad der skulle ske den næste lille times tid.

Traditionen tro skulle der synges julesamler, eleverne fra o.-2. klasse og 3.-4. klasse skulle synge deres egne sange, som de havde øvet, skolens leder og den ene elevrådsformand skulle holde juletalen.

Herudover skulle o.-2. klasse sammen med 8. klasse læse en af de julehistorier, som de havde skrevet sammen, og præsten Julie skulle tale over juleevangeliet.

Traditionen tro blev det til en sprudlende time, som på alle måder viser, at traditioner skal man holde fast i.

Efter kirken gik elever, lærere og akademitrænere tilbage til skolen, hvor der blev serveret risengrød og efterfølgende blev der spillet banko.

Præsten Julie bød velkommen og talte over juleevangeliet

Forskellige klasser sang i kirken. Her er det 3. og 4. klasse, der slår tonen an

Der blev også fortalt egne juleeventyr, som 8. og 0. klasse havde skrevet sammen

Efter kirken var det tid til risengrød på skolen…

…Der blev serveret med kanel og smør

Efter risengrøden var det tid til banko

I banko hjalp 9. klasse 0.-2. klasse…

Hvor alle håbede på at vinde den store gevinst

Det blev en god dag, hvor mange bankogevinster blev vundet

Luciadag 2024

Onsdag den 11. december gik eleverne luciaoptog. Traditionen tro var det eleverne fra 8. klasserne, som i en lang kolonne bevægede sig rundt på hele skolen med lys i hænderne og sang luciasangen med deres lyse og klare stemmer. I gangene stod de andre elever og så benovet til.

Lucia-fejringen handler om lyset i mørket og stammer fra historien om den italienske helgen Lucia. Traditionen kom til Danmark fra Sverige i midten af det 20. århundrede, men er blevet en fast del af danske skoletraditioner, og Københavns Skole & Idrætsakademi fejrer Lucia hvert år. Der er ingen tvivl om, at luciadagen er en stemningsfuld og højtidelig oplevelse for både elever og lærere og markerer en smuk start på juletiden.

Forrest i kolonnen gik bruden og gommen, der med lyskranse i håret satte takten godt støttet af de andre elever fra 8. klasse.

Såvel pigerne som drengene fra 8. klasserne var klar til at gå luciaoptog

Det var smukt at se, da luciaoptoget gik igennem gangene på skolen

Julestemningen blev løftet i samklang med de lyse stemmer, der lifligt flød let ned igennem gangene

 

Klippe-klisterdag

Sakse, limstifter, papir i forskellige farver, forskelligfarvet karton og nissehuer. Alt var parat, da elevrådet igangsatte den store klippe-klisterdag på Københavns Skole & Idrætsakademi onsdag den 27. november.

Der var konkurrencer for den længste guirlande, den flotteste juleudsmykkede klassedør, og hvem der kunne ramme det rigtige antal pebernødder i en glaspokal. Konkurrencer som alle klasserne med stor iver kastede sig ud i.

Det blev til en god dag, hvor julen for alvor trådte ind over dørtrinnet til skolen og viste sig fra sin bedste side. Det fik smilene frem hos elever og lærere, der, i små grupper og med hyggesnak, arbejdede med juleudsmykningen.

Det spredte naturligvis også glæde, at julemanden kom på besøg og delte pebernødder ud til alle de søde børn.

Der hele blev organiseret af elevrådet, der med stor entusiasme kårede vinderne af kappestriden.

7.y vandt konkurrencen for den længste guirlande, 8.x blev hædret for den bedste juledør, og 3.-4. klasse regnede helt fantastisk ud, hvor mange pebernødder der var i glaspokalen.

Elevrådet organiserede klippe-klisterdagen, hvor de var indlagt forskellige konkurrencer

En af konkurrencerne var at finde ud af, hvor mange pebernødder der var i glaspokalen. Her er det tre elevrådsnisser, der er tæller pebernødder, inden kappestriden mellem klasserne starter

Til klippe-klisterdagen havde to nissealfer fra 9. klasse sneget sig ind på skolen

Der blev klippet og klistret til den helt store guldmedalje. Her er det eleverne fra 8. klasse, hvor eleven for bordenden kom til at klippe “forkert”

 

 

Fra elev til superligaspiller

Københavns Skole & Idrætsakademi bliver ved med at producere fodboldspillere til de bedste rækker. Mikel Gogorza er et fantastisk eksempel på, at man kan vægte skolen højt og nå lagt i sin sport.

Fredagen inden efterårsferien blev skudt i gang, var Mikel forbi sin gamle skole for at hilse på elever, lærere og akademitrænere. Han er i dag 18 år, og her til sommer blev han student.

Til alles store glæde og fornøjelse havde Mikel tid til at fortælle om sin karriere, fra han startede i B1903 som ganske lille til han kom til BSV, Lyngby og FCK for til sidst at havne i FC Midtjylland, hvor han i dag er en vigtig brik i klubbens fremtidige spilkoncept.

Mikel fik sin debut på klubbens superligahold, da han kun 17 år, en præstation som kun overgået af to andre spillere i klubbens historie, hvilket naturligvis vidner om hans store fokus på sin fodbold.

Ud over at være en del af FC Midtjyllands spillertrup er Mikel også fast mand på U19-landholdet, hvor han leverer flot spil og mål.

Til spørgsmålet fra flere elever om han regner med at komme på A-landsholdet, svarede Mikel med smil, at der skulle han nok komme til at spille.

Efter Mikel havde fortalt om sin dedikation for fodbold, og i den forbindelse det at træne, spise og sove ordenligt, og ikke mindst passe sin skolegang, var det tid til et fællesbillede med eleverne og autografer.

Mikel Gogorza, der er gammel elev på skolen, kom forbi og fortalte om sin karriere

Mikel kunne bl.a. fortælle om, at det var vigtigt at træne, spise og sove rigtigt

Da Mikel var færdig med at fortælle om sin karriere, var der tid til fællesfoto, selfies og autografer

 

 

Sport er godt for skolegangen

I magasinet Mit Østerbro, oktobernummeret, blev der bragt en artikel om skolen under overskriften “En verden med sport og undervisning”.

Artiklen omhandler, hvordan sport og fysisk aktivitet har en væsentlig positiv indvirkning på ens skolegang.

Artiklen indledes med teksten:

“I en verden, hvor både fysisk aktivitet og præstation i forhold til undervisning er vigtige for unge mennesker, er det afgørende, at sport og skolegang går hånd i hånd. Et sådant forhold kan skabe en udvikling, der styrker både krop og sind og forbereder eleverne bedre til fremtidige udfordringer.”

Hvis man ikke har læst historien om sport og skolegang, bør man gøre det. Man kommer til artiklen ved at trykke på Mit Østerbro (artiklen står på side 36):

10 års jubilæum

Velkommen til skolens 10-års jubilæum!

Fredag den 23. august klokken 16.00 inviteres skolens nuværende og tidligere elever til fødselsdagsfest sammen med deres familier. Dette gælder naturligvis også skolens venner og samarbejdspartnere!

Det bliver en fantastisk dag, hvor vi fejrer 10 år med fuld fart og rigtig mange fantastiske og fornøjelige stunder.

Vi skal alle hilse på hinanden og undervejs dvæle ved de gode minder og glæde os til fremtiden. Vi vil vise skolen frem og fortælle, hvor vi er på vej hen i de kommende 10 år.

Vi skal hygge os, vi skal sammen prøve forskellige og sjove aktiviteter, og vi skal spise sammen i haven.

Der bliver musik og gode historier fra skolen startede og til i dag.

Vi glæder os til at se dig på Gartnerivej 9 (2100 København Ø) den 23. august klokken 16.00!