Kirkebesøg, risengrød og bankospil
Traditionen tro var Københavns Skole & Idrætsakademi i Lundehus Kirke den sidste dag inden juleferien, hvor præst Julie Damlund talte til eleverne om julen og om hendes egne oplevelser, der havde haft stor betydning i hendes liv, og hvordan man kunne bruge sådanne erfaringer på en god måde.
I kirken var eleverne med til at synge, holde tale og danse. – 7. klasse havde digtet deres egen sang over “Juletræet med sin pynt”, 0.-2. klasse sang sørøvervisen “Sørøverkongen Jonathan”, og piger fra 9.x viste et flot danseshow, som de havde forberedt op til jul.
Skolelederen, elevrådsformanden og elever fra henholdsvis 6. og 7. klasse holdt sammen tale, hvor der blev lagt vægt på det gode kammeratskab og de vigtige og positive ting, man skulle huske på i julen.
Kirkebesøget sluttede af med, at elever fra 9.y klasse overbragte præst Julie Damlund samt kirkens sangere og organist en stor buket blomster for deres altid flotte modtagelse og store hjælp til skolen hvert år i december.
Derefter gik glade og forventningsfulde elever tilbage til deres klasser, hvor der skulle spises risengrød og spilles banko.
Der blev spist risengrød så det hos nogle af eleverne stod ud af ørene. Traditionen tro var det tidligere elever på skolen, som var med til at fylde risengrød i skålene, og sammen med skolens lærere var de på bedste vis med til at få hele dagen organiseret på flotteste måde!
Under bankospillet var der som sædvanligt stor koncentration. Igen i år havde skolens forældre og elever bidraget med flotte præmier, og der blev udvis stor ihærdighed for at prøve at vinde og helst få banko på den fulde plade.
Efter at det sidste nummer var råbt op, og den sidste bankopræmie var blevet delt ud, var det glade elever, lærere og akademitrænere, der gik på velfortjent juleferie.