Sheltertur på Amager Fælled
I uge 37 havde skolen temauge om udeliv. Traditionen tro skulle 7. klasse på sheltertur på Amager Fælled, hvor man skulle overnatte fra onsdag til torsdag.
Om onsdagen startede eleverne med at lave snobrødsdej på skolen, inden man skulle afsted med tog, metro og bus til en af de bedste naturperler i København.
Ved ankomsten på Amager Fælled blev soveposerne og luftmadrasserne hurtigt pakket ud. Nysgerrigheden med at afsøge området og finde ud af, hvad det var for et sted, var stor. Hurtigt organiserede eleverne sig i små grupper for at gå på opdagelse, men også for at tage de bunkere, der lå i nærheden af shelteret, nærmere i øjesyn.
Med det store opdagelsesgen mennesket besidder, blev de forladte og tidligere militante bunkere og mystiske steder undersøgt med en vis forsigtighed.
Før elevernes tur ud i vildnisset, havde man fået at vide, at man skulle finde den helt rigtige aflange pind til snobrødet og pølserne senere på aftenen. Da pindene kom med hjem til bålpladsen, skulle de skæres til med økser og snitteknive.
Snittegrejet kom frem, og der blev sat fut til bålet. Mens man snittede, kunne man varme sig i skæret fra flammerne, der langsomt smøg sig op mod aftenhimlen.
Der blev snittet, der blev spillet kongespil og kastet med baseball, der skulle fanges med gribehansker, og andre elever igen fortsatte med at gå på opdagelse.
Ved aftenstid begyndte sulten at mærke på sig, og i skumringen satte eleverne sig sammen omkring bålet med deres snittede pinde, hvorpå der hurtigt kom snobrød og pølser.
Pølser og brød blev ristet over ilden og sat til livs med stor appetit, inden eleverne skulle ud i mørket og på natteløb.
Ingen farede vild, og efter en god tur rundt på fælleden, var det trætte og veltilfredse elever, der efter en lang og begivenhedsrig dag lagde sig til rette i deres soveposer og faldt i søvn til lyden af vinden, der susede igennem træerne, den resterende varme fra bålets gløder og brummen fra de sidste fly, der forlod Kastrup Lufthavn med kurs mod varmere himmelstrøg.
Næste morgen kørte en håndfuld af eleverne til den nærmeste butik, hvor der blev købt morgenbrød til klassekammeraterne. Efter morgenmaden, blev der pakket sammen og ryddet grundigt op, hvorefter turen igen gik tilbage til civilisationen.