Lejrskolen i uge 9 – DBU´s Fodboldcenter i Tilst
Traditionen tro var hele skolen på lejrskole i uge 9. Lejrturen afholdes skiftevis i udlandet og i Danmark. I år foregik opholdet på DBU´s Fodboldcenter i Jylland, der ligger i Tilst, lidt udenfor Aarhus.
Mandag den 27. februar var der afgang fra Københavns Hovedbanegård med tre hold elever, der rejste forskudt af hinanden. Hele skolen skulle af sted til Jylland for at spille en masse fodbold og tennis. Dvs. alle skolens elever fra 0.-9. klasse. Programmet var som sædvanlig tilrettelagt ud fra træning og kamp to gange om dagen. I år var det mod jyske modstandere.
Programmet var naturligvis også tilrettelagt med udgangspunkt i det sociale sammenhold.
Fra togturens første fløjt var det dejligt at se, hvordan alle var forventningsfulde, og hvordan man hurtigt fandt sammen med andre rejsekammerater. På turen over til det jyske blev der snakket, grinet, spillet forskellige kortspil og slappet af. Inden man havde set sig om, var man i Aarhus, hvor man med den offentlige bustransport blev transporteret ud til DBU´s fodboldcenter i Tilst.
Efter sandwich og hurtig udpakning var det tid til mandagens eftermiddagstræning. Dem, der skulle spille fodbold, havde træningsbanerne lige uden for døren. Tenniseleverne havde en lidt længere vej. De blev kørt til “Skovbakken Tennis og Squash Center”, som er en tur på ca. ti minutter fra Tilst.
Hen mod aftenstunden var det tid til afslapning og aftenmad. Alle tog for sig af retterne med en glubende appetit.
Efter aftenmaden var det tid til at se nærmere på lokaliteterne. Nogle af de store elever valgte at lægge vejen direkte forbi det tilhørende vægttræningslokale, mens andre valgte at hygge sig sammen eller spille FIFA på de konsoller, som DBU-centreret stillede til rådighed.
Ikke alt for sent var det tid til at gå til køjs for skolens mindste elever; lidt senere for mellemtrinnet og udskolingen.
Tirsdag vågnede stort set alle elever tidligt. Efter morgenmaden var det af sted til træning. Ud over træningen blev der arbejdet med holdopstillinger og taktiske forløb i forhold til de modstandere, man skulle møde senere på dagen.
Hen mod aftentid blev der spillet kampe med høj intensitet. Modstanderne skal have en stor del af æren for de kampe, der blev spillet.
Efter kampene tirsdag var det tid til aftensmad. Derefter var der hygge. Mange af skolens elever var dog godt trætte efter en lang dag, og de faldt også hurtigt i søvn, da det var tid til at gå til køjs.
Programmet om onsdagen fulgte tirsdagens koncept med træning og kampe. – Med samme iver og begejstring.

Mellem træningerne: Gang i svømmehallen
Imellem træningerne og kampene blev der arrangeret læsning på det nærliggende bibliotek, men der blev også tid til volleyball og ture i svømmehallen. Aktiviteter, der var med styrkede sammenholdet og kammeratskabet.

Mellem træningerne: På biblioteket
Torsdag var der morgenmad og tid til en enkelt formiddagstræning, inden turen gik hjemad til København.
DBU Jylland skal have en stor tak for, at alt fungerede under opholdet: Rigtig gode træningsfaciliteter, værelser med høj standard, og maden var sammensat ud fra, at eleverne skulle træne hver dag. Det var tydeligt at mærke, at DBU Jylland i dagligdagen arbejder med de forskellige ungdomshold i fodbold.

Rigtig god lejrtur hos DBU Jylland