Anders vandt stilekonkurrencen om lejrskolen
Anders, der også er er elevrådsformand på Københavns Skole & Idrætsakademi, vandt 8. klasses stilekonkurrence om årets lejerskole (træningslejr) i Antalya, der blev afholdt i den første uge af marts. Læs stilen her:
Lejrskole til Tyrkiet
Af Anders, 8. klasse
Københavns Skole- og idrætsakademi også kendt som Kbh. akademiet tilbragte en uges undervisning i Antalya som en del af deres årlige lejrtur.
Dag 1 – søndag/mandag – udrejse
Rejsen startede dog lidt skævt, da vi blev en halv times tid forsinket. Afrejsetidspunktet var sat til 01.55, men vi kom først af sted ved 02.30 tiden. ”Nåh men det kommer vi nok over. Vi skal jo først flyve fra Istanbul kl. 7.00”.
Da vi nærmede os Istanbul, kunne vi se, at der var en del tåge, så vi cirklede rundt over Istanbul i en halvanden times tid, inden det blev besluttet, vi skulle flyve til Ankara.
I Ankara holdt vi så endnu en halvanden time, før vi fløj tilbage til Istanbul. Vores fly til Antalya var selvfølgelig gået for længst, så ventetiden i lufthavnen hed nu seks en halvtime. Hold da op! Det var en mavepuster.
I afgangshallen fik vi en fribillet hver til McDonald’s. Så kunne tiden gå lidt med det. Efter den lange ventetid da vi skulle gå mod gaten, var flyet endnu en halvanden time forsinket. Otte timers ventetid i en lufthavn! Da vi så endelig kom til Antalya, var hele mandagen desværre gået.
Fra vi mødtes i Københavns lufthavn kl. 23.00, til vi var fremme på hotellet, var der gået intet mindre end hele 24 timer.
Dag 2 – tirsdag – træning
Da vi vågnede næste morgen, var det virkelig varmt. Morgenmaden startede kl 7.45, inden turen gik til grønsværen.
Vi blev hentet med bus og kørt til træningsbanerne. Det var fremragende at træne i bare arme, og faciliteterne var virkelig i top.
Efter morgentræningen stod det på frokost og hygge i swimmingpoolen. Kl 15. skulle vi så af sted igen på dagens anden træning.
Træningen var som den foregående rigtig god. Da vi så kom tilbage igen, gik vi enten i poolen eller i spillerummet, hvor man både kunne spille bordtennis, billard og en hel masse andre spillemaskiner.
Dag 3 – onsdag – shopping center
Anden dag startede som den første med morgenmad og træning. Igen i dag ventede endnu en varm dag.
Efter morgentræningen gik turen til et shopping center, hvor der kunne købes en masse souvenirs, fake mærkevarer eller andre spændende gaver til familien i Danmark. Det var rigtig sjovt.
Da vi så kom tilbage til hotellet, stod den på træning igen. Efter aftensmaden var der fælleshygge i spillehallen for 8 og 9 klasse.
Dag 4 – torsdag – kampdag
Dagen startede som alle andre dage. Morgenmad og træning. Derefter afkøling i swimmingpoolen. Bagefter gik turen mod træningsbanerne for sidste gang. Vi skulle møde et bulgarsk hold, som også havde været på træningslejr. Da hverken 8 eller 9 klasse har spillere nok, spillede vi med to hold. Et til hver halvleg. Det var virkelig professionelt, da der både var linjedommere, udskiftningsbænke og en stor tribune.
Kampen startede meget godt, hvor begge hold havde mange chancer. Dog faldt det første mål sent i anden halvleg, efter en dødboldssituation som heldigvis blev til slutresultatet i vores favør. Dejligt at ende lejrturen med en sejr.
Dag 5 – fredag – hjemrejsen
Hjemrejsen startede på hotellet kl. 3.30. Efter pakningen i går aftes havde vi god tid til at vågne op, og få pakket det sidste sammen inden vi skulle mødes i receptionen kl. 4.00.
Hjemrejsen startede med en bustur til lufthavnen. Nu var hjemrejsen virkelig i gang.
Da vi var kommet igennem sikkerhedskontrollen, havde vi god tid, før turen gik videre mod Istanbul. Mine venner og jeg gik på Starbucks og købte os nogle milkshakes. Vi satte os til at spille kort, mens vi snakkede om turen. Vi var alle enige om, at alt i alt havde det været en rigtig god tur.