Pigerne vinder kredsfinalen om København
Pigerne på skoleholdet har slået til igen!
Onsdag den 7. december spillede pigerne kredsfinale i skolepokalen mod Højdevangens Skole i Valby Idrætspark, som Københavns Skole & Idrætsakademi vandt 5-0.
Første halvleg var intens med hurtige pasninger og genpres med det samme, hvis bolden blev tabt. Det betød en del chancer til Kbh. Akademiet, som blev omsat til tre mål.
I anden halvleg blev foden lettet lidt fra speederen, og flere af pigerne fra 6. klasse kom på banen.
Det gjorde de godt. De var med til at skabe et godt flow i spillet, og med deres præstation viste de med al tydelighed, at der venter dem en flot karriere, hvis de fortsætter deres målrettethed på træningsbanen og til kampe. Anden halvleg endte med to flotte scoringer.
Henrik Jensen, der leder fodboldakademiet, havde sat holdet til dagens kamp, hvor han gav mulighed for, at de dygtige piger i 6. klasse fik prøvet kræfter med modstandere, der er 2-3 år ældre end dem selv.
Efter dommerens sidste fløjt og overrækkelse af medaljer til pigerne for af vinde kredsfinalen, vurderede Henrik Jensen kampen:
“Det var en god og flot indsats. Specielt i første halvleg fik vi flyttet bolden hurtigt rundt og mange gange kun med førsteberøringer. Det betød, at vi kom frem til de rigtige chancer. I anden halvleg havde vi lidt flere ‘6. klasser’ på banen, som leverede en flot præstation! De viste virkelig, at vi kan forvente meget af dem de næste år frem. Vi får sparket to mål i kassen, så det må siget at være godkendt.”
Til spørgsmålet om hvad der er i vente, når Københavns Skole & Idrætsakademi skal spille om finalen for Danmark Øst i marts måned, udtaler Henrik Jensen:
“Det bliver naturligvis en svær kamp. Når man er kommet så langt som at vinde kredsfinalerne for København og Sjælland, er det naturligvis dygtige fodboldpiger, der er på skoleholdene. Derfor bliver det meget vigtigt med en stærk koncentreret holdindsats, hvis vi skal stå distancen hele vejen til finalen på Odense Stadion.”