Lejrskolen 2024

 

Søndag den 10. marts tog udskolingen afsted på lejrskole i højt humør. Dagen efter kom indskolingen og mellemtrinnet. Bestemmelsesstedet var  Altanya i Tyrkiet, hvor skolens fodbold-, tennis- og fodboldspillere skulle træne en lille uges tid i relation til alt det andet, som også er vigtigt for Københavns Skole & Idrætsakademi: Det sociale sammenhold, faglighed, dannelse og samarbejde.

I Kastrup Lufthavn var alle mødt frem med et smil på læben og den sædvanlige lille spænding i maven. Alle glædede sig, og der var en tårnhøj forventning til, hvad der skulle ske de næste dage.

Efter at billetterne var modtaget, og det obligatoriske sikkerhedstjek var vel overstået, blev der “tanket op” på vejen gennem afgangshallen, inden turen endeligt gik ud til flyet. Her blev sikkerhedsselerne spændt, den store metalfugl lettede fra jorden, og små fire timer senere landede elever og lærere i Altanya Lufthavn sent søndag aften.

På hotellet blev der budt velkommen med natmad: spaghetti og kødsovs. Maden blev fortæret til den sidste skefuld, og så var det tid til at komme på værelserne og få en velfortjent nattesøvn.

Morgenmaden, den næste dag, blev nydt med stor fornøjelse, og det var tid til dagens første træning for fodbold, tennis og ishockey. Elever, der havde brug for anden fysisk træning eller restitution, gik med skolens fysioterapeut på stranden, hvor der blev arbejdet med forskellige muskelgrupper til den helt store guldmedalje.

Da lejrskolens første træning var vel overstået, kunne der slappes af inden frokost. Der var elever, der valgte at besigtige hotellet mere udføreligt, mens andre hoppede i poolen.

Frokosten bød, ligesom morgenmaden, på sund kost, og  der var mulighed for at såvel kolde som varme retter og ikke mindst salat i store og varierede mængder. Der blev hyggesnakket omkring bordene i den del af restauranten, skolen havde fået tildelt, og der kunne allerede fortælles gode historier fra træningen og fra de første “rigtige” timer i Altanya.

Efter frokosten gik eleverne til et stille poolområde med behagelige liggestole, hvor der skulle læses i en halv time i en selvvalgt skønlitterær bog.

Læsningen blev under hele turen en god stund for eleverne, hvor man sammen fik pustet ud og slappet af, og hvor man med sine klassekammerater kunne lade tankerne flyve på litteraturens og fantasiens vinger.

Efter læsningen var der elever, som hoppede i poolen, og andre igen hyggede sig sammen inden dagens anden træning. Vejret hjalp også det gode humør på vej med høj solskin og små 24 grader.

Ved dagens anden træning blev der igen gået til markronerne efter samme koncept som ved formiddagstræningen. Den eneste forskel var dog, at ishockey trænede på is i stedet for at arbejde fysisk i fitnesscentreret.

Ishockeybanen, der blev spillet på, var ikke verdens største, men ud fra forholdene kunne der trænes i et vist omfang, og der kunne spilles kampe med 4 mod 4.

I pausen før den anden træning var indskolingen og mellemtrinnet taget afsted fra Kastrup Lufthavn.

Efter at udskolingen havde spist deres aftenmad, hvor der var alt, hvad hjertet kunne begære fra de forskellige og varierede buffetområder, landede 0.-6. klasse i Altanya Lufthavn. En halv time efter ankom de til hotellet og kunne lige nå at få spist, inden restauranten lukkede, og de skulle på deres værelser til en god nats søvn.

Næste dag var hele skolen samlet, og dagen forløb på samme måde, som den havde gjort for udskolingen om mandagen. Tirsdag aften var der dog gallafest for 8. og 9. klasse, som de to klassers lærerteam havde arrangeret som en af de gode oplevelser skolens ældste elever skulle have med fra skolen, inden de begav sig videre på en ungdomsuddannelse eller en efterskole.

Gallafesten blev en stor succes. Eleverne mødte op i deres fineste puds, og ved middagsbordet blev eleverne i de to klasser minglet, så man mødte andre end de sædvanlige venner eller veninder, og på den måde fik noget at vide om hinanden, som man ellers aldrig ville have gjort.

Der blev grint, spist god mad og alle hyggede sig. Da man havde spist færdig, gik turen til festlokalerne.

Hotellet havde sørget for, at der ved indgang til lokalerne, hvor gallafesten skulle afholdes, var lagt en rød løber, så hele arrangementet fik et ekstra pift glamour. I festlokalerne blev der snakket, danset og sunget til musikken. Hen mod den sene aftentid gik de ældste elever småpjattende tilbage på deres værelser, hvor det kunne konstateres, at de havde lidt svært ved at falde i søvn.

Onsdag blev der spillet kampe for fodbold og ishockey. 8. og 9. klasse mødte et tyrkisk hold fra Altanya, som de rimeligt ubesværet vandt over. Samtidig med at 8. og 9. klasse fik fløjtet deres kamp i gang, spillede 5. og 6. klasse ligeledes mod et tyrkisk hold, som blev en tæt kamp. Her kom Københavns Skole & Idrætsakademi foran 1-0 i 1. halvleg, men et fysisk stærkt tyrkisk hold reducerede til 1-1 og 1-2 i 2. halvleg og løb dermed med sejren.

Ishockeyeleverne i 8. klasse spillede onsdag eftermiddag kamp mod et tyrkisk universitetshold, som eleverne også havde mødt på lejrskolen sidste år. Resultatet blev igen det samme. Ishockeydrengene vandt igen i overlegen stil.

Om aftenen spillede 7. klasse mod  et tyrkisk hold. Selvom spillerne fra Tyrkiet bed godt fra sig, skøjtede 7. klasse sig også her til sejr i overlegen stil.

Igennem ugen fik alle elever læst og trænet, og der blev for de enkelte klasser afholdt små klassearrangementer. Der blev hygget omkring bordene, når der var morgenmad, frokost og aftensmad. Poolområdet blev trakteret flittigt imellem træningerne, og der blev gået ture til basaren.

Basaren i Altanya var et tilløbsstykke for alle elever. Der blev krejlet og forhandlet priser, der blev købt mængder af tøj, sko, legetøj og lignende. Fornemmelsen var nok at i den sidste ende, var det basarejeren, der havde fat i den lange ende, men når man så på de store smil hos eleverne, gjorde det måske ikke så meget, at man var blevet “snydt” for et par kroner.

Torsdag skulle udskolingen på River Rafting. Forventningen til turen var tårnhøj, og man blev ikke skuffet. I bussen på vej til floden, blev der talt meget om, hvad man kunne forvente. Der var sågar elever, som spurgte, om der var krokodiller i vandet. Med et smil på læben blev der svaret, at det nok ikke var en god ide at røre ved noget i vandet, der lignede en træstamme, og at “man måske skulle tage en snak med geografi- og biologilæreren om, hvor i verden, der fandtes krokodiller og andre eksotiske dyr”.

Ved ankomsten gav guider den første introduktion til turen ned ad floden. Hurtigt og effektivt fik alle redningsveste og sikkerhedshjelme på, og så gik turen til gummibådene, hvor man fik den anden introduktion.

Effektiviteten hos guider, elever, lærere og akademitrænere var igen uovertruffen, og snart var alle i gummibådene. På den første del af turen foregik rejsen i smult vande, men så snart man kom til bøjningerne på floden, var der godt med bølgeskvulp, og her gjaldt det om at holde tungen lige i munden. Alle fandt hurtigt ud af (med hjælp fra guiderne), at ved bøjningerne på floden, hvor der var den største bølgegang, gjaldt det om at padle til, fordi hurtige og stærke åretag var med til at stabilisere gummibåden.

Det blev til en vældig sjov tur med grin og skrig, og undervejs blev alle godt våde, og her må det siges, at vandet havde ikke de samme varmegrader som poolen på hotellet.

Vel ankommet til bestemmelsesstedet seks kilometer længere nede af floden fik alle tørt tøj på. Der blev budt på spaghetti og kylling på spyd, som blev sat til livs med en glubende appetit, og så blev der ellers snakket om strabadserne ude på vandet.

Da udskolingen kom tilbage til hotellet, kunne man lige nå basaren en gang til. Derfra gik turen til aftenmaden og efterfølgende quizdyst i storsalen, hvor store og små blev blandet sammen i grupper. Her skulle man deltage i ti konkurrencer.

Det blev til en sjov stund med at “skralle appelsiner hurtigst”, “fylde et glas op uden at spilde”, “jonglerer med en tennisbold” og meget mere. En værdig og god afslutning på lejrturen.

Natten til fredag rejste udskolingen hjem, og om formiddagen fulgte indskolingen og mellemtrinnet efter.

I bagagemodtagelsen i Kastrup Lufthavn var der flere, der godt kunne have ønsket, at turen til Antalya havde varet lidt længere, inden der blev sagt farvel og turen igen gik til de vante omgivelser.

Det var spændte elever, der tog afsted på lejrskole fra Kastrup Lufthavn

Eleverne fra indskolingen havde forberedt sigt godt til flyveturen

Der var smil på læberne hele vejen til Altanya…

…Og flyveturen gik rimeligt hurtigt, når man hyggede sig

Eleverne trænede forskellige steder. Her er man på stranden, hvor skolens fysioterapeut viser vejen

På stranden blev der arbejdet med forskellige muskelgrupper i højt humør…

…Og der var naturligvis også tid til en omgang beach volleyball

Andre elever trænede på fodboldbanerne…

…Hvor de forskellige tekniske færdigheder i fodbold blev trænet med stor intensitet

Tenniseleverne trænede ligeledes med intensitet og i høj solskin på hardcourtbaner

Tennis trænede med koncentration, og der blev slået godt igennem i slagserierne

Ishockeyeleverne trænede på is i Altanya. Her er det skolens ishockeytræner, der giver introduktionerne til dagens træning

Skolens ishockeyspillere leverede en god indsats på isen, selvom forholdene var meget anderledes end de plejede at være

Det blev til mage gode stunder med træning for hele skolen. Her er det 0.-2. klasse, der er i gang

Selvom vejret var godt udenfor, blev fitnesscentret flittigt brugt…

…Hvor muskelkraften blev holdt vedlige

Imellem de to daglige træninger var der tid til en tur i poolen…

…Mens andre udforskede hotellet…

…Eller fik en “drink” på strandcafeen

Tirsdag aften var der gallafest for 8. og 9. klasse…

…Hvor det åbenbart var en trend at have solbriller på, selvom det var aften og arrangementet foregik indendørs

Onsdag spillede 8. og 9. klasse kamp mod et tyrkisk hold, hvor der blev gået til vaflerne

8. og 9. klasse vandt deres kamp stort, men det tyrkiske hold havde også deres muligheder

 

Efter kampen blev der givet håndtryk og vist godt kammeratskab

5. og 6. klasse spille også kamp mod et tyrkisk hold

I 1. halvleg kom Københavns Skole & Idrætsakademi foran 1-0, men tabte 2. halvleg 0-2

Ishockeyspillerne i 7. og 8. klasse fik ligeledes spillet kampe onsdag mod tyrkiske modstandere

Begge kampe blev vundet stort, men hos alle var der alligevel et smil på læben

Der var en hel del af skolens fodboldspillere, der valgte at tage med til ishockeykampene for at bakke op og vise det gode kammeratskab

Efter kampene var der selvfølgelig tid til det obligatoriske fællesbillede. Her er det 8. klasse med de hvide trøjer…

…Og 7. klasse i – ligeledes i det hvide trøjer

Der var selvfølgelig forskellige sengetider. 0.-2. klasse skulle sove klokken 19.30

Torsdag tog udskolingen på River Rafting. Hvor det selvfølgelig var obligatorisk med redningsvest og sikkerhedshjelm…

…Inden det gik til gummibådene og floden

Og så var det ellers afsted ud på de vilde vover

Der, hvor der var bølger og strøm, gjaldt om at padle til for at holde gummibåden stabil

Efter strabadserne på floden var det tid til en omgang frokost: Spaghetti med kylling på spyd

Der blev også tid til en del ture i basaren, hvor der blev købt godt ind af alt muligt tøj, sko og tingeltangel

I basaren var der rigtigt meget, der kunne købes

Det er svært at sige, hvem der blev mest glad for den handel

Om aftenen, inden alle skulle hjemad, blev der quizzet til til stor morskab og glæde for alle

Ved hjemkomsten, da alle havde fået deres bagage, blev der krammet og sagt tak for en god lejrtur