Første skoledag 2026
Så kom Københavns Skole & Idrætsakademi i gang igen!
Mandag den 10. august blev et nyt skoleår skudt i gang i skolens have, hvor elever, forældre, lærere og akademitrænere var samlet. Selvom en stille regn faldt over arrangementet, var der forventningsfulde smil på læberne – og måske også en smule nervøsitet hos de elever, der skulle begynde på skolen for allerførste gang.
Skoleleder Johnny Wetterstein bød velkommen og fortalte om, hvad der venter i det kommende skoleår, samtidig med at han fik flettet en række praktiske informationer til både elever og forældre ind i talen.
Derefter blev der sunget en sang, som i dagens anledning var komponeret over melodien til Joanna. Det fik straks stemningen til at stige et par grader.
Da den sidste strofe var sunget, tog klasselærerne fra 0. til 9. klasse over og bød både nye og gamle elever velkommen. Der blev givet en række praktiske informationer, inden eleverne modtog årets velkomstgave: nyt træningstøj til henholdsvis fodbold, tennis og ishockey.
Herefter blev der klædt om, og turen gik til træningsbanerne, hvor eleverne i højt humør fik taget hul på årets første træningspas. Efter et par timers træning gik turen tilbage til skolen, hvor frokosten ventede.
Over frokosten blev der blandt lærere, elever og akademitrænere snakket om dagens oplevelser og om forventningerne til det nye skoleår. Og så var timerne gået, og eleverne kunne gå hjem efter en god og begivenhedsrig dag.

På tennisbanerne blev der varmet godt op. Til højre er det cheftræner Nils, der viser øvelserne med godt fodarbejde






















