Optagelse
Sådan foregår det når du skal optages på skolen
Sådan foregår det når du skal optages på skolen
For kommende elever og deres forældre afholdes der informationsmøder, som fortæller om principperne for skolen og om hverdagen for eleverne.
Der behøves ikke aftale for at deltage i informationsmøder.
For at blive optaget på Københavns Skole & Idrætsakademi skal man gennemføre prøvetræningen på tilfredsstillende måde, der vurderes af Akademiets trænere.
Prøvetræningerne i fodbold og tennis foregår løbende igennem skoleåret.
Inden man kan deltage i prøvetræningen, skal man have udfyldt ansøgningen om optagelse og indbetalt et administrationsgebyr på 750 kr.
Såfremt man har gennemført prøvetræningen tilfredsstillende, har man en samtale med skolen, der bl.a. afholdes med en af de lærere, der underviser den klasse, man skal gå i.
Optagelsessamtalen har fokus på, hvordan man som elev lærer bedst muligt i de forskellige fag, herunder hvordan man ser sig selv i en sportslig sammenhæng, og hvad der er ens målsætninger og tanker for at gå på skolen. – Man får også mulighed for selv at stille spørgsmål.
Efter optagelsessamtalen får man besked på, om man er optaget.
Optages man på skolen, modtager man en række informationer, der giver et overblik over det at blive en del af skolen, bl.a. om skolestart, hvad der skal medbringes til den første skoledag, kost og ernæring, kommunikation mellem skole og hjem, hvordan man bruger skolens intra, hvordan og hvornår man skal prøve sit træningstøj, der indgår i “velkomstpakken” etc.
Når man er optaget på skolen, skal man betale depositum, der svarer til tre måneders skolepenge. Hver måned betaler man 2.150 kr. for at gå på skolen. Der skal betales skolepenge for et helt skoleår. Dvs. fra august og til og med juli måned. Dette er også gældende, når man fx går ud af 9. klasse. Depositum tilbagebetales ved skoleophør efter 9. klasse. Beløbet tilbagebetales ikke, såfremt man ikke følger undervisningen til og med 9. klasse.
Optagelsen bygger på, at forældre (myndighedsindehaveren) tilslutter sig skolens grundlag (bl.a. styrelsesgrundlaget) og målsætning, herunder at man som forældre har en positiv tillid til og forventning om et godt samarbejde. Det forudsættes derfor, at det er hele familien, der er en del af Københavns Skole & Idrætsakademi.
For skoleåret 2024/2025 er der klasser fra 0.-9. Fra 4.-9. klasse er der gennemsnitlig 24 elever i hver klasse.
0.-3. klasse oprettes hver med 10-14 elever.
For at blive optaget skal man udfylde og indsende et ansøgningsskema samt indbetale administrationsgebyr på kr. 750,-. Det skal bemærkes, at det indbetalte administrationsgebyr ikke tilbagebetales.
Administrationsgebyret omfatter administration, optagelsessamtale og en prøve i idræt (fodbold eller tennis samt bevægelse og motorik).
Optagelse sker ikke ud fra anciennitet. Følgende bedømmelser indgår i den samlede vurdering:
Prøvetræningen, fordelingen mellem fodbold, tennis og ishockey, fordeling mellem køn, udtalelse fra den tidligere skole, herunder standpunkter og prøver – fx nationale test samt selve optagelsessamtalen.
I optagelsessamtalen kan der indgå prøver i dansk og matematik samt andre fag. I forbindelse med indsendelsen af ansøgningsskemaet skal skolen tilsendes en udtalelse fra den tidligere skole og et vellignende billede af ansøgeren i passtørrelse. Navnet skal skrives bag på billedet. Undgå at fremsende originalpapirer, der ønskes retur.
Det meddeles løbende før skoleårets begyndelse, hvorvidt man er optaget på Københavns Skole & Idrætsakademi.
Optages man på skolen, skal der indbetales et depositum svarende til tre måneders skolepenge.
Depositum tilbagebetales ved skoleophør efter 9. klasse. Beløbet tilbagebetales altså ikke, såfremt man ikke følger undervisningen til og med 9. klasse.
Der betales skolepenge fra august til og med juli måned, dvs. 12 måneder i alt. Bemærk at dette også gælder det år, eleven går ud af skolen, dvs. at går eleven ud af skolen i juni måned, skal der stadigvæk betales skolepenge til og med juli måned.
Betalingen forfalder den 1. i hver måned, der også er den seneste rettidige indbetaling. I tilfælde af betalingsrestance opkræves der et administrationsgebyr på 100 kr. pr. opkrævningsrykker. Ved fortsat manglende betaling overdrages restancen til skolens advokat til videre behandling. Udmeldelse skal ske skriftligt til skolens kontor. Dette gælder ikke skoleophøret for eleverne i 9. klasse.
Ved betaling af skolepenge skal man tilmelde sig PBS betalingsservice. Såfremt man ikke er tilmeldt PBS, opkræves der et administrationsgebyr på 50 kr. for hver betalingsrate.
I indeværende skoleår er forældrebetalingen 2.150,- kr. pr. måned, der betales i 12 måneder.
Tilbagebetaling af depositum efter elevens ophør i 9. klasse sker i primo august måned.
Ved skolestart forventes det, at eleven medbringer en PC eller Mac med det seneste styresystem. Skolen sørger for, at der på computeren installeres Office 365.
For alle elever, der begynder på Københavns Skole & Idrætsakademi, gælder det, at det første halve år er en gensidig prøveperiode. Dette for at sikre skolens undervisnings-, kvalitets- og tilfredshedsniveau.
Inden for det første halve år vil der være en samtale mellem skole, forældre og elev for at fastslå, om skolen er det rette undervisningstilbud for eleven. Samtalen går begge veje og skal opfattes som en dialog, hvor elevens bedste udvikling er i fokus.
Når man optages på skolen, er man automatisk med i skolens frugtordning, der betyder, at hver elev får et stk. frugt hver dag. Frugtordningen koster 25 kr. om måneden, der opkræves sammen med skolepengene, dog ikke i juli måned. Det er ikke muligt at stå uden for frugtordningen.
Der afholdes løbende optagelsessamtaler og prøvetræninger til Københavns Skole & Idrætsakademi. Skal man til prøvetræning og efterfølgende optagelsessamtale, skal man udfylde ansøgningsskemaet her på skolens hjemmeside. Efterfølgende modtager man brev med information om, hvordan den videre procedure er for optagelse.