Han slås for de danske farver

Akademiets tennistræner Nils Trier kan mere end at coache og træne eleverne i tennis. Han kan selv finde ud at svinge en tennisketcher, og det er endda så godt, at han nu er udtaget til landsholdet for de “gamle”. Den 4.-6. november  spillede han de nordiske mesterskaber i Sverige, hvor det blev til en sølvmedalje.

Nils Trier fortæller, at han betragter det som en stor ære, at han har fået lov at forsvare de danske farver, og det er sjovt, at man i hans “alder” stadigvæk kan spille tennis på et højt plan. I snakken med Nils kommer det frem, at han ikke er i tvivl om egne evner, og han er naturligvis klar til nye udfordringer for det danske veteranlandshold.

“Det var super at være med! Vi skulle naturligvis have vundet i Sverige. Næste gang bringer vi naturligvis guldet hjem til Danmark”, fastslår Nils Trier med et smil på læben. Nils vandt selv alle sine kampe med undtagelse af den mod Sverige, og hans vinderinstinkt forplantes i dagligdagen til eleverne på Københavns Skole & Idrætsakademi, hvor træningen i vintersæsonen foregår for fuld udblæsning i Lyngbyhallen.

“Vi har super dygtige tennisspillere på vores skole, og jeg forventer mig en hel af dem – her og nu, men også på den lange bane, når de når senioralderen”, udtaler Nils Trier.

Nils Trier har den klare holdning, at såfremt skolens tenniselever kan holde fokus på deres sport og stadigvæk sætte høje mål for dem selv, kan de nå rigtigt langt.

Akademitræner Nils Trier

Akademitræner Nils Trier